Det er 1. søndag i advent, julen – hjerternes fest, I ved – er på vej. I realiteten er julen nok knap så meget hjerternes kærlighedsfest, som det er festen for både op- og forskruede forventninger. En af de tilbagevendende begivenheder, vi kollektivt har besluttet bør være hyggelig og festlig på kommando, det er bare aldrig helt det samme, som at det rent faktisk bliver det, hvorfor mange mennesker også er ekstra ulykkelige lige præcis omkring juletid:
Selvmordsraten og følelsen af ensomhed stiger, folk drikker sig mere fulde, i min familie skændes vi altid mest til jul. Måske fordi det er der, vi er sammen flere dage i streg under samme tag. Men også fordi vi ikke må. Det er jo jul, og så sagde vi, at vi fandme bare skulle hygge os. NU.


























