Sexchikane: En rapport, der er udarbejdet på foranledning af Hollands olympiske komite, anbefaler, at der øjeblikkeligt gribes ind over for udbredt seksuel chikane og misbrug i hollandsk sport. Rapporten beskriver, at 12 procent af unge, der har dyrket sport, før de er fyldt 18, har været udsat for en eller anden form sexchikane. Fire procent af de unge i undersøgelsen, der omfatter knap 2.000 personer, melder endda om voldtægt og andre seksuelle overgreb. Klaas de Vries, der har stået i spidsen for en undersøgelseskommission bag rapporten, siger, at overgrebene sjældent har ført til seriøse konsekvenser for de skyldige. Den olympiske komite oplyser, at den nu vil samarbejde med specialforbundene om en obligatorisk melding af alle episoder.
Ishockey: Tirsdagens runde i den danske liga bød på en stor overraskelse, da bundholdet Hvidovre i Aalborg lykkedes med at besejre rækkens nr. 3 med 4-2. Mere som forventet lød de andre resultater: Rødovre-Herlev 3-1, Odense-Sønderjyske 3-0, Rungsted-Frederikshavn 2-1.




























