Cykling: Det bliver ikke i 2018, at den italienske stjerne Vincenzo Nibali kommer til at vinde hjemlandets grand tour, Giro d'Italia, for tredje gang i karrieren. Bahrain-Merida-rytteren skal i stedet deltage i sommerens Tour de France, siger han i et interview med cyclingnews.com i holdets træningslejr i Kroatien. Nibali siger, at det har været planen, siden han tiltrådte hos Bahrain-Merida forud for 2017-sæsonen, at han skulle køre Giroen i 2017 og Touren i 2018.
Det er kommercielle interesser der ligger bag prioriteringen, for det er sponsorernes ønske, siger holdmanager Brent Copeland. Holdmanageren fortæller dog også, at det var en svær beslutning for holdet og særligt Nibali at droppe Giroen. »Giroen kommer jo igennem hans hjemby på Sicilien igen«, siger Brent Copeland. Nibali vandt Giroen i 2016 og 2013, Touren i 2014 og Vueltaen i 2010.




























