Håndbold: København Håndbold spillede sig fredag i kvindernes pokalfinale. Det skete, da Aarhus United blev besejret 27-19 i den ene semifinale ved Final 4-stævnet i Jysk Arena i Silkeborg. Kampen i Santander Cup var i høj grad et opgør mellem top og bund, da topholdet i HTH Go Ligaen var oppe imod den nye aarhusianske klub, der ligger på tiendepladsen i ligaen. I finalen venter vinderen af den anden semifinale senere fredag, hvor Team Esbjerg møder FC Midtjylland.
Tennis: Andy Murray er stadig langt fra topformen. Det viste den tidligere verdensetter, da han fredag tabte en opvisningskamp til spanske Roberto Bautista Agut. Kampen blev spillet i turneringen Mubadala World Tennis Championship i Abu Dhabi, og der blev blot dystet i et enkelt sæt. Det sæt vandt spanieren 6-2, og dermed måtte briten se sig besejret i sit comeback, efter at han har været ude med en hofteskade siden Wimbledon.
»Jeg fik tydeligvis en dårlig start, og Roberto er en af verdens bedste spillere. Når man ikke har spillet længe, så tager det tid at komme op i tempo. Jeg følte mig bedre mod slutningen, men jeg er helt sikkert nødt til at forbedre mig«, siger Andy Murray ifølge AFP.
Fodbold: Superligaklubben Lyngby Boldklub henter midtbanespilleren Mohammed Saied, der skifter til Alka Superligaen efter tre sæsoner i Major League Soccer i USA.
Alpint: Federica Brignone snød storfavoritterne Viktoria Rebenburg og Mikaela Shiffrin og vandt World Cup-løbet i storslalom i østrigske Lienz. Italieneren var efter første gennemløb nr. 3 efter henholdsvis Rebensburg og Shiffrin, men på et stærkt og fejlfrit andet gennemløb sikrede den 27-årige Brignone sig karrierens 9. sejr med en margin på fire hundrededele af et sekund til Rebensburg. I den samlede World Cup fører amerikanske Mikaela Shiffrin, mens Viktoria Rebensburg overtager føringen i storslalom.
Ishockey: Jannik Hansen og Mikkel Bødker får en ny dansk holdkammerat i NHL-klubben San Jose Sharks. Klubben i den nordamerikanske liga har nemlig skrevet kontrakt med 19-årige Joachim Blichfeld, der tilbage i 2016 blev valgt i 7. runde af den såkaldte draft. Den danske teenager har indtil nu spillet for Portland i Western Hockey League. Joachim Blichfeld er lige nu til U20-VM med det danske landshold.
Direkte sport i tv
Tennis: Ligesom Rafael Nadal døjer også Novak Djokovic med en skade som optakt til den nye sæson. Serberen skulle have spillet med i en opvisningsturnering i Abu Dhabi, men har trukket sig på grund af en skade i den ene albue. Djokovic har ikke spillet turneringstennis siden Wimbledon i juni og planen er nu, at han deltager i Qatar Open i den kommende uge.
Håndbold: Landstræner Nikolaj Jacobsen har indkaldt højrefløjen Tim Sørensen fra IFK Kristianstad til landsholdssamlingen straks i det nye år som gardering for veteranen Lasse Svan. Flensburg-spilleren har pådraget sig en fiberskade i venstre lyske, der som minimum holder ham ude af Golden League-turneringen i Frankrig den første uge af januar, og selv om Svan muligvis bliver klar til EM i Kroatien senere på måneden, har landstræneren valgt at være dækket ind på pladsen. »Lasse Svan er en vigtig spiller både på og uden for banen. Derfor møder han også ind sammen med alle de andre efter nytår, og så skal vores fysiske stab have kigget på hans lyske. Herfra lægger vi en plan, der forhåbentlig munder ud i hans deltagelse i hele eller dele af EM«, siger Nikolaj Jacobsen i en pressemeddelelse.
Håndbold: København Håndbold har sikret fremtiden på målvogterposten ved at skrive en treårig kontrakt med Amalie Milling fra HIK. »Amalie er et af de største målvogtertalenter, vi har haft i Danmark i nogen år, så det er rigtigt glædeligt, at hun ser sin fremtid værende hos os. Hun er en høj pige med en god fysik, som hun bruger klogt, specielt på nærskud. Derudover er hun træningsvillig og udviklingsparat, så det sammensat med de rammer, vi kan tilbyde, er vi sikre på, at vi kan flytte hende endnu mere«, siger Københavns træner Claus Mogensen til klubbens hjemmeside. De danske vicemestre råder i forvejen over den svenske landsholdsmålmand Johanna Bundsen og norske Marie Sundfør på positionen.
Håndbold: Ribe-Esbjerg har indgået en aftale med klubbens tidligere målmand Rasmus Lind, der tørner ud for vestjyderne i sidste halvdel af sæsonen. Lind havde ellers stoppet karrieren efter sidste sæson, men han fandt hurtigt skoene frem igen, da Flensburg-Handewitt meldte sig på banen med et kontrakttilbud. Derfor har keeperen været tilknyttet den tyske storklub det seneste halve år som erstatning for den skadede landsmand Kevin Møller.
Basketball: Spillerne fra Boston Celtics kan i dag med et veltilfreds smil om munden nynne med på den gamle melodi om, at det ikke er ovre, 'før den fede dame har sunget'. NBA-holdet fra Massachusetts vandt nemlig 99-98 over Houston Rockets efter ikke at have haft en eneste føring i kampen - altså bortset fra, da Al Horford få sekunder før slutsignalet sænkede de to afgørende point til slutresultatet. Boston var på et tidspunkt af kampen endda bagud med 26 point.
Dart: Phil Taylor med tilnavnet 'The Power' er i gang med karrierens sidste VM, som han har vundet 16 gange tidligere. Og briten kan stadig håbe på en eventyrslutning på sin glorværdige karriere. Med en 4-0-sejr over Keegan Brown er 57-årige Phil Taylor nemlig klar til kvartfinalen, hvor han møder Gary Anderson i Londons Alexandra Palace.
Fodbold: 36-årige Paolo Cannavaro indstiller karrieren efter weekendens runde i Serie A, hvor hans klub Sassuolo møder AS Roma. Det bekendtgjorde forsvarsspilleren torsdag ifølge nyhedsbureauet AP. Paolo Cannevaro meddelte samtidig, at han vil støde til sin storebror Fabio Cannavaro, der som spiller var toneangivende, da Italien vandt VM i 2006. Fabio Cannavaro blev i november udnævnt til træner i kinesiske Guangzhou Evergrande, og her venter altså også en stilling som assistenttræner til lillebror Paolo.
Ishockey: Lars Eller leverede en fornem præstation, da han sammen med sit hold, Washington Capitals, natten til fredag vandt efter straffeslag over Boston Bruins i verdens bedste ishockeyliga, NHL. Eller scorede således en enkelt gang og lagde også op til et mål i nattens opgør. Han blev desuden kåret til en af kampens tre bedste spillere. Nattens Capitals-sejr var tiltrængt efter tre nederlag i træk.
fortsæt med at læse




























