Nordkorea sender 22 atleter over grænsen til vinter-OL

Præsidenten for Nordkoreas olympiske komité og tillige sportsminister Kim Il Guk (tv.), præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité, Thomas Bach, og Sydkoreas sportsminister Do Jong-hwan præsenterer erklæringen, der sender 22 nordkoreanske atleter til vinter-OL.
Præsidenten for Nordkoreas olympiske komité og tillige sportsminister Kim Il Guk (tv.), præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité, Thomas Bach, og Sydkoreas sportsminister Do Jong-hwan præsenterer erklæringen, der sender 22 nordkoreanske atleter til vinter-OL.
Lyt til artiklen

Med Den Internationale Olympiske Komité (IOC) som initiativtager er optøningen i forholdet mellem Nord- og Sydkorea nået et stort skridt videre, og parterne er blevet enige om, at nordkoreanerne sender 22 atleter over grænsen til vinter-OL i Pyeongchang 9.-25. februar.

På et møde i det olympiske hovedkvarter i Lausanne mellem repræsentanter for Nord- og Sydkorea samt IOC blev det besluttet, at Nordkorea bliver repræsenteret i tre sportsgrene og fem discipliner ved legene.

Nordkorea og Sydkorea går ind til OL under fælles flag

Det nordkoreanske par Tae-ok Ryom og Ju-sik Kim havde allerede officielt kvalificeret sig til legene i kunstskøjteløb, men deadline for tilmelding var overskredet.

Det får ingen betydning nu, hvor Nordkorea udover kunstskøjteløb også stiller op i hurtigløb på skøjter på kortbane, de nordiske skidiscipliner, alpint skiløb og som en del af et fælles koreansk ishockeyhold i kvindernes turnering.

Efter mødet i Lausanne præsenterede mødedeltagerne aftalen, der var underskrevet af IOC-præsident Thomas Bach, samt repræsentanter for Nord- og Sydkorea.

Udover de 22 atleter sender Nordkorea 24 officials og 21 repræsentanter for landets medier til nabolandet. De to lande marcher samlet ind ved åbningshøjtideligheden under navnet Korea, og det fælles flag bæres af to atleter - en fra hvert land.

Nordkorea vil sende 230-mand stort heppekor til vinter-OL

For første gang i den olympiske historie får to lande lov til at stille med en fælles hold, når kvindernes ishockeyturnering starter med et hold sammensat af spillere fra Nord- og Sydkorea.

Det er aftalt, Nordkorea leverer 12 spillere, der sammen med den sydkoreanske trup på 23 navne kommer til at udgøre det olympiske hold. Der bliver dog ikke ændret på, at holdet skal vælge 22 spillere til hver kamp, men træneren, der er lig med Sydkoreas landstræner skal vælge mindst tre af de nordkoreanske spillere til hvert opgør.

I hurtigløb på skøjter på kort bane får nordkoreanerne to mandlige atleter med i to discipliner, i langrend stiller Han og Pak op i 15 km fri stil, mens der i kvindernes 10 km fri stil bliver plads til Young-gum Ri.

Nordkorea overvejer et fælles OL-ishockeyhold med Sydkorea

Endelig får Nordkorea to mænd og en enkelt kvinde med i de to slalomdiscipliner ved vinter-OL.

»Den olympiske ånd handler om respekt, dialog og forståelse. Vinter-OL i Pyeongchang kan forhåbentlig være med til at åbne en dør for en lysere fremtid på den koreanske halvø. De olympiske lege viser os, hvordan verden kunne se ud, hvis vi alle lod os guide af den olympiske ånd i form af respekt og forståelse. Dette er den olympiske besked, der vil blive sendt fra Pyeongchang til resten af verden«, siger IOC's præsident Thomas Bach i en pressemeddelelse.

Nordkorea boykottede OL i Seoul i 1988, så legene i Pyeongchang bliver første gang, at landet deltager ved et OL i Sydkorea.

Nordkorea var ikke med ved vinter-OL i Sotji for fire år siden, men deltog i 2010 i Vancouver.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her