Lyt til artiklen
Da jeg var en gevaldig kæk, lyshåret og kortbukset knægt i et socialt boligbyggeri i Hvidovre – utvivlsomt med et vakst blik i øjet – hændte det hver dag ved 17.30-tiden, at de duggede køkkenvinduer i lejlighederne blev slået op, hvorefter kommanderende stemmer gjaldede ud over gården.
»Per, du skal op og spiiise!« – eller »Torben, det er spisetid, og det er NU!«. Eller »Bodil, så spiser vi, tag din søster med!«.
