Når en atlet først har været til de olympiske lege en gang, går det i blodet, hedder det sig. Selv om der er fire år mellem verdens største idrætsbegivenhed, sætter mange straks efter hjemkomsten fra det ene OL fokus på det næste.
For mange atleter er de olympiske lege uopnåeligt, mens det for andre bliver en livsstil. Nogle kan prale af en enkelt deltagelse, mens andre dukker op igen og igen.
I dagens olympiske top 5 hylder vi de vinterolympiske sportsudøvere, der har deltaget i stævnet flest gange.
5. Janne Ahonen, skihop, Finland, 7 deltagelser 1994-2018
Den 40-årige finne var fanebærer for sit land ved åbningsceremonien i Pyeongchang, og den legendariske skihopper kunne dermed for 7. gang sætte flueben ved olympisk deltagelse. Det startede i Lillehammer i 1994, hvor en 17-årig finsk teenager var med for at lære, og siden er han bare blevet ved og ved. Janne Ahonen har aldrig vundet en individuel medalje i olympisk sammenhæng, selv om han har været tæt på med to 4. pladser.
Det er dog blevet til OL-metal i den lange karriere, for to gange har Janne Ahonen vundet sølv sammen med det finske hold. Det var i Salt Lake City i 2o02 og fire år senere i Torino.
Til gengæld han han vundet fem gange i den traditionsrige Firebakketurnering. Det har ingen anden præsteret.
4. Sergej Dolidovitj, langrend, Hviderusland, 7 deltagelser 1994-2018
Den langtidsholdbare hviderusser har i olympisk henseende fulgtes ad med Janne Ahonen, og han er som 44-årig med i Pyeongchang. Veteranen har i sine syv olympiske deltagelser aldrig vundet en medalje og lever dermed fint op til mottoet om, at det vigtigste er at deltage.
I en moden alder af 40 opnåede hviderusseren sit bedste resultat ved legene i Sotji for fire år siden. Her drønede han nærmest sensationelt ind som nr. 5 på maratondistancen 50 km. I 2011 blev han nummer 4 ved VM på 30 km.
I Sydkorea har Dolidovitj været med i skiathlon, som han dog ikke gennemførte.
3. Albert Demtjenko, kælk, Rusland, 7 deltagelser 1992-2014
Hvis ikke Albert Demtjenko var blevet erklæret persona non grata af Den Internationale Olympiske Komité, kunne han have noteret sig for sin 8. olympiske deltagelse ved legene i Pyeongchang. Men selv om russeren var en af de atleter, der fik ophævet sin livslange karantæne, blev han ikke inviteret til OL.
Dermed er OL nok et lukket kapitel for 46 årige Demtjenko, der kan se tilbage på 7 deltagelser og i alt tre sølvmedaljer i kælk. Den første vandt han i Torino i 2006 ved femte OL, og de to andre kom på hjemmebane i Sotji. Han blev oprindeligt frataget de to sølvmedaljer fra 2014, men den beslutning blev ophævet af Den Internationale Sportsdomstol, og de er nu atter hjemme hos Demtjenko.
2. Claudia Pechstein, hurtigløb på skøjter, Tyskland, 7 deltagelser 1992-2006, 2014-2018
Hvis den tyske hurtigløber på skøjter ikke havde været involveret i en kontroversiel dopingsag, var hun i dag noteret for 8 OL-deltagelser. Den nu 45-årige Pechstein kæmpede i flere år for at bevise sin uskyld i en dopingsag, hvor hun udelukkende blev dømt på indicier, men det er til dato ikke lykkes for hende at få dommen omstødt. Det har ikke forhindret en af de mest vindende vinterolympiske atleter nogensinde i at få comeback, og hun kan i Pyeongchang vinde sin 10. medalje.
Foreløbig har skøjtefænomenet vundet 5 af guld samt to af henholdsvis sølv og bronze. Hun var vundet medaljer ved alle sine olympiske deltagelser undtager i Sotji for fire år siden, hvor det blev til en 4. og 5. plads
1. Noriaki Kasai, skihop, Japan, 8 deltagelser 1992-2018
Den ultimative nestor i det olympiske felt er den 45-årige japanske skihopper Noriaki Kasai. Han deltager i Pyeongchang i de vinterolympiske lege for 8. gang. hvilket ingen anden atlet har præsteret.
Han debuterede i Albertville for 26 år siden, og allerede to år senere kom han på medaljetavlen første gang, da det blev bronze i holdkonkurrencen.
Hvis japaneren troede, det var startskuddet til en medaljeregn ved OL, tog han grueligt fejl, for der skulle gå 20 år, inden Kasai atter mærkede fornemmelsen af at få et stykke metal hængt om halsen. Til gengæld satte han rekord, da det endelig lykkedes at få en medalje. I Sotji for fire år siden, da Noriaki Kasai vandt sølv på den store bakke efter Kamil Stoch, blev han nemlig den ældste olympiske medaljetager i skihop nogensinde. Det blev desuden til bronze i holdkonkurrencen.
fortsæt med at læse


























