Et af de bedste spørgsmål i det her liv er, hvordan og hvorfor og hvornår mennesker forandrer sig. Eller om vi i virkeligheden bare altid bliver ved med at være dem, vi er fra begyndelsen, sådan helt inderst inde?
Det kan nemt virke sådan; som om vi gentager os selv, begår de samme fejl, inden for de samme mønstre. Jeg må indrømme, at jeg i løbet af de seneste år, op i gennem 30’erne, hvor det der forjættede voksenliv for alvor begynder at udspille sig, indimellem kigger måbende til. På os, der igen og igen jagter de samme, gamle forestillinger om kernefamilien, selv om den er krakeleret en gang, jagter den samme type tåbelige mandsperson, der har efterladt os ulykkelige flere gange, eller vi gør os umage for at genskabe det samme hektiske arbejdsliv, der allerede har sat os i knæ.
