I den forgangne Champions League-uge var det et stort dilemma, om jeg skulle se mit team, Barcelona, spille mod Roma eller i stedet vende næsen mod Storbritannien, ligesom vikingerne gjorde det på et tidspunkt for at komme på nye togter. Det blev det sidste. Det fortrød jeg ikke. Det gjorde vikingerne i det store og hele nok heller ikke.
For der er jo noget med Liverpool. Noget mytologi. Noget fascinerende: Min kærestes døve mormor var Liverpool-fan og fulgte troligt holdet op igennem guldårene i 70’erne og 80’erne hjemmefra Husum.


























