Fodbold: Han har sagt det med et smil, men gjort det gang på gang. »Det er ikke et rigtigt VM uden Zlatan«, har manden med efternavnet Ibrahimovic sagt - underforstået at det er et tab for selve verdensslutrunden, at han, verdensstjernen, ikke er med. Men det er han altså ikke. Det står nu endelig klart efter mange måneders spekulation om, hvorvidt han ville gøre comeback på landsholdet for at få et sidste VM med. Selv om han ikke var med i kvalifikationen. Han har meddelt Sveriges Fodboldforbund, at han fortsat ikke står til rådighed for landsholdet. »Jeg har talt med Zlatan i tirsdags. Han meddelte mig, at han ikke har ændret mening omkring landsholdet. Det er fortsat et nej«, siger landsholdschef Lars Richt i en pressemeddelelse. Zlatan Ibrahimovic stoppede på landsholdet efter EM i 2016.
Tennis: Caroline Wozniacki er klar til kvartfinalen i grusturneringen i Istanbul. Den danske stjernespiller besejrede Sara Errani i tre sæt med cifrene 5-7, 6-3, 6-3. I kvartfinalen venter Pauline Parmentier fra Frankrig, der er nr. 122 på verdensranglisten. Wozniacki har vundet alle tre hidtidige opgør mod franskmanden - senest sidste år i Båstad.




























