Dommerfejl afgør forlænget Europa League-semifinale

13 gange havde Sergei Karasev det gule kort fremme - to gange til 20-årige Amadou Haidara, der blev vist ud til allersidst - men den russiske dommer lavede også en afgørende fejl. Kerstin Joensson/AP
13 gange havde Sergei Karasev det gule kort fremme - to gange til 20-årige Amadou Haidara, der blev vist ud til allersidst - men den russiske dommer lavede også en afgørende fejl. Kerstin Joensson/AP
Lyt til artiklen

Franske Marseille blev sent torsdag aften klar til at møde Atlético Madrid i finalen i Europa League.

Det holdt dog hårdt for franskmændene, der havde vundet det første opgør i semifinalen mod Red Bull Salzburg med 2-0.

Østrigerne fik dog udlignet, og kampen måtte i forlænget spilletid, og med fire minutter igen inden en straffesparkskonkurrence lurede fik Rolando reduceret til 1-2.

Dermed vinder Marseille sammenlagt 3-2, efter at Red Bull Salzburg havde bragt sig foran 2-0 med to scoringer i anden halvleg af den ordinære spilletid.

Første halvleg var endt uden scoringer, og dermed lå det til Marseille at køre den hjem i anden halvleg.

Solomål og et selvmål

Efter pausen kom der dog gang i sagerne.

Amadou Haidara foretog en fornem solotur efter 53 minutter og snød hele Marseille-forsvaret, inden han sendte bolden i mål til 1-0.

12 minutter senere afsluttede Xaver Schlager for Salzburg, men Bouna Sarr fik uheldigt scoret selvmål for Marseille og dermed øgede østrigerne til 2-0.

Så var alt lige, og opgøret måtte i forlænget spilletid, hvor Marseille fik hjørnespark efter 116 minutter.

Forkert dømt hjørnespark

Bolden blev sendt ind over, og Rolando fik med en blød afslutningen alligevel overlistet Salzburg-keeper Alexander Walke.

Tv-billeder viste dog, at der aldrig skulle være dømt hjørnespark i situationen, da bolden ikke ramte en Salzburg-spiller forinden.

Atlético Madrid besejrede tidligere torsdag Arsenal 1-0 hjemme i Madrid i klubbernes returopgør.

Dermed avancerede spanierne til finalen med en samlet 2-1-sejr i Arsenal-manager Arsène Wengers sidste europæiske kamp for Arsenal, inden han stopper i jobbet efter sæsonen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her