FCK-legende stopper nedturen for falmet engelsk storklub

I denne sæsons FA Cup nåede Coventry efter sejr over blandt andet Stoke helt frem til 5. runde (ottendedelsfinalerne), hvor det blev nederlag mod Brighton. Gareth Fuller/AP
I denne sæsons FA Cup nåede Coventry efter sejr over blandt andet Stoke helt frem til 5. runde (ottendedelsfinalerne), hvor det blev nederlag mod Brighton. Gareth Fuller/AP
Lyt til artiklen

Fodbold: En nedtur, der startede med nedrykningen fra Premier League i 2001, blev i dag endelig vendt, da Coventry City sikrede sig oprykning efter en enkelt sæson i den fjerdebedste række. Coventry vandt 3-1 over Exeter i playoffkampen på Wembley, og det skete med en legendarisk FCK-personlighed som manager. Mark Robins spillede godt nok kun 6 kampe for FCK i en kort periode som lejesvend fra Leicester i efteråret 1996, men englænderen scorede i sine første 4 kampe og udgjorde sammen med Michael Manniche en angrebsduo, der fik kælenavnet 'Batmanne og Robins'. Coventry vandt FA Cuppen i 1987 som klubbens største resultat inden nedturen, der kulminerede med nedrykningen sidste sæson. I år blev holdet nummer 6 i League Two, men vandt først over to kampe mod nummer 5, Notts County, og dernæst over nummer 4, Exeter. Oprykningen var Coventrys første i 51 år, og klubben rykker sammen med Accrington Stanley, Luton Town og Wycombe Wanderers op i League One, hvor de afløser Oldham, Northampton, Milton Keynes Dons og Bury.

Håndbold: En tredje kamp skal afgøre placeringen af mændenes DM-bronzemedaljer. GOG havde tabt den første kamp på hjemmebane mod Aalborg med 26-25, men blandt andet takket være en stribe redninger af Frederik Skou Hansen, der kun sjældent får spilletid, vandt GOG 37-31.

Fodbold: Sevilla med Simon Kjær i spillerstaben har ansat Pablo Machin som ny træner efter en sæson med tre forskellige på posten. Pablo Machin kommer fra Girona, som han har ført til oprykning til Pirmera Division og en 10.-plads i den forgangne sæson.

Tennis: Caroline Wozniacki havde problemer med sine ketsjere, da hun mod amerikaneren Danielle Collins vandt sin første kamp ved French Open. »Vi har i flere dage overvejet, hvor mange kilo, der skal i strengene, men de taber helt op til to kilo undervejs. Det har vi ikke været ude for før på den måde. Vi må have et par stykker med endnu flere kilo i klar til næste kamp. Caroline brugte alle sine (otte, red.) ketsjere i dag, og det var ikke optimalt. Det kan være varmen, ja«, forklarer Piotr Wozniacki til eb.dk.

Suveræn Wozniacki er klar til den næste debutant i Paris

Fodbold: Skotten Neale Cooper er i en alder af 54 år død af de kvæstelser, han pådrog sig ved et fald ned ad en trappe. Aberdeenspilleren var i 1983 med til at vinde Europa Cuppen for pokalvindere med en finalesejr over Real Madrid.

Fodbold: Ronnie Schwartz scorede til 2-1 og Patrick Mortensen til resultatet 4-2, da Sarpsborg med også Matti Lund Nielsen og Mikkel Agger på banen vandt 4-2 over Stabæk med Tonny Brochmann. I går blev Frederik Gytkjær med sit femte sæsonmål matchvinder, da Haugesund vandt 1-0 over Tromsø.

Fodbold: Hollænderen Stefan de Vrij har fået ny arbejdsgiver i den italienske Serie A. Efter VM-bronze i 2014 skiftede forsvarsspilleren fra Feyenoord til Lazio, men nu har den 26-årige forsvarsspiller skrevet kontrakt for de kommende fem år med Inter.

Fodbold: Nicklas Bendtner måtte søndag udgå af Rosenborgs kamp mod Brann med en lyskeskade. Ifølge Rosenborgs medicinske koordinator, Haakon Schwabe, bliver det et kapløb med tiden for den danske angriber at blive klar til VM-slutrunden i Rusland. Nicklas Bendtner slutter sig i dag til den danske landsholdstrup, og her skal en skanning afsløre, hvor alvorlig skaden er.

Hareide: Bendtner skal være helt frisk for at komme til VM

Tennis: Stanislas Wawrinka, der vandt French Open i 2015 og nåede finalen i 2017, er færdig i dette års udgave af grand slam-turneringen. Schweizeren, der har været plaget knæproblemer et stykke tid, tabte i 1. runde til Guillermo Garcia-Lopez fra Spanien. Cifrene lød 6-2, 3-6, 4-6, 7-6 og 6-3.

Tennis: Victoria Azarenka, der tidligere har været nr. 1 på verdensranglisten og vundet Australian Open to gange, fik kun en enkelt kamp ved French Open. I 1. runde tabte hviderusseren i to sæt med cifrene 7-5, 7-5 til tjekken Katerina Siniakova. 22-årige Siniakova skal i anden runde møde ukraineren Kateryna Kozlova, der besejrede den forsvarende mester, letten Jelena Ostapenko, i 1. runde.

Tennis: Caroline Wozniacki spiller sin første kamp ved French Open i dag mandag mod Danielle Collins fra USA. Kampen spilles på Centre Court - Court Philippe-Chartrier - og er 3. kamp.

Håndbold: Stregspiller Anders Zachariassen har meldt afbud til den kommende landsholdssamling på grund af en ældre skade i foden, som stadig plager Flensburg-Handewitt-spilleren. I hans sted har landstræner Nikolaj Jacobsen udtaget Alexander Lynggaard fra Saint Raphael Var.

Basketball: Cleveland Cavaliers vandt den 7. og afgørende semifinale i NBA 87-79 over Boston Celtics og er dermed klar til finalen i verdens største basketball-turnering. Superstjernen LeBron James havde en hovedrolle for Cleveland med 35 point, 15 rebounds og ni assister. Cleveland Cavaliers indleder finaleserien på torsdag mod vinderen af kampen mellem Golden State Warriors og Houston Rockets.

Motorsport: Australske racerkørere stod for en bemærkelsesværdig double, da de vandt to af motorsportens mest eftertragtede løb med få timers mellemrum. Først var det Daniel Ricciardo, der sejrede i Monacos formel 1-grandprix, og få timer senere strøg Will Power først over målstregen i Indianapolis 500 som den første australier nogensinde. Tidligere har kørere fra Storbritannien og Brasilien vundet de to løb i samme år, men det er aldrig sket tidligere, at to kørere fra samme land har vundet de to berømte løb på den samme dag.

Fodbold: Viktoria Berlin, der frister en tilværelse i den tyske Regionalliga Nordost, kan være på vej mod bedre tider efter at en kinesisk investor ifølge tyske medier har kastet sin kærlighed på klubben. Forbillederne skulle være Hoffenheim og RB Leipzig, der med heftige kapitalindsprøjtninger er endt i toppen af Bundesligaen. Viktoria Berlin vandt det tyske mesterskab i 1908 og 1911, og ifølge planerne skulle investoren være klar med 90 millioner euro over en tiårig periode.

Fodbold: Werder Bremen har modtaget et bud på den danske landsholdsspiller Thomas Delaney, og alt tyder derfor på, at han forlader bundesligaklubben til sommer. Ifølge Bild er der tale om en klub fra Premier League. »Det er sådan, at en af de interesserede klubber har meldt ud, at den vil købe ham. Vi er i forhandlinger. Vi kan ikke udelukke, at Thomas forlader os«, siger Werders sportschef Frank Baumann til Bild.

Fodbold: SønderjyskE har skrevet kontrakt med den blot 18-årige målmand Victor Smedsrud. Teenageren har gjort det godt på klubbens U19-hold, og han er derfor blevet belønnet med en et-årig aftale. Dermed bliver han en del af et målmandsteam, der i forvejen består af keeperne Sebastian Mielitz og Lukas Fernandes samt målmandstræner Kaj Stefansen.

MMA: Danske Mads Burnell tabte søndag en tæt kamp i verdens største organisation for kampsportsgrenen Mixed Martial Arts (MMA), Ultimate Fighting Championship (UFC). Burnell måtte i tredje og sidste runde give op, da hans modstander, Arnold Allen, fik ham lagt i et afgørende kvælertag, skriver Ritzau.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her