Selvfølgelig drømmer jeg om at kunne få lov til løfte VM-pokalen efter finalen, har Harry Kane sagt. Men om den 24-årige Tottenham-angriber inderst inde også virkelig tror på, at han som Englands anfører får opfyldt drømmen i Rusland, kan man tvivle på. Før hver VM-slutrunde – og også før hver EM-slutrunde – er der jo i England store forventninger til landsholdet, men de fleste gange er det endt med skuffelse og ofte med hård kritik af spillerne og landstræneren.
Den eneste landsholdsanfører, der har ført England til en VM-titel, var den store Bobby Moore, i 1966, da England var vært og slog Vesttyskland 4-2 i finalen på Wembley. Bobby Moore havde sin storhedstid som klubspiller i West Ham og optrådte til allersidst i karrieren nogle få kampe på Herning Fremads hold i den næstbedste danske række i 1978. Han døde af tarmkræft som 51-årig.




























