Tysklands verdensmestre står efter 0-1-nederlaget til Mexico i den - efter tyske standarder - fuldstændig uhørte situation, at holdet med et nyt nederlag til Sverige risikerer at ryge ud af VM efter blot to kampe i gruppespillet.
Ganske som det skete for Spaniens dengang regerende verdensmestre ved VM for fire år siden.
Tyskland har aldrig tidligere forladt VM efter et indledende gruppespil, så der er massivt pres på landstræner Joachim Löw og hans hold.
Vågne Mexico straffer de tyske søvngængereDen rutinerede midtbanemand Sami Khedira er retorisk oppe på den helt store klinge og forlanger en betingelsesløs tysk indsats.
»Det, der altid har gjort Tyskland stærke, er en krigermentalitet fra 11 krigere«, siger han ifølge ARD.
Khediras holdkammerat, Thomas Müller, mener, at Sverige bliver en meget anderledes modstander end Mexico.
»Sverige har andre styrker og svagheder sammenlignet med Mexico. Vi forventer at møde en samlet defensiv blok, så vi skal spille hurtigt«, siger angriberen ifølge AP.
Tyskerne må dog sandsynligvis undvære forsvarsspilleren Mats Hummels, der døjer med smerter i nakken og som fredag eftermiddag ikke var i bedring.
Tyskland skal forsøge at nedbryde den stærke organisation hos Sverige, der fik en god begyndelse på VM med 1-0-sejren over Sydkorea efter anfører Andreas Granqvists straffesparksscoring i 2. halvleg.
Men også svenskerne døjer med skavanker.
Forsvarsspillerne Pontus Jansson og Filip Helander samt midtbanespilleren Marcus Rohden fløj fredag ikke med truppen til Sotji, men blev i stedet hjemme på basen i Gelendzhik på grund af maveproblemer og deraf frygt for at smitte flere. Det er uvist, om de støder til truppen lørdag.
Derudover skadede angriber Isaac Kiese Thelin sin ene ankel ved fredagens træning.
Sverige skaber mange chancer, men vinder efter VAR-domPå trods af disse udfordringer er det et svensk hold med selvtillid, der løber på banen mod Tyskland efter at have sluttet over Holland i kvalifikationen og slået Italien over to play off kampe.
»Vi har spillet sammen i en periode på 2 år, og vi har leveret gode resultater mod hold, der er rangeret over os«, siger Andreas Granqvist.
Tyskland og Sverige har ikke mødt hinanden siden kvalifikationen til VM-2014, hvor de var i samme gruppe. Og er opgørene fra dengang en forsmag på, hvad der venter i aften klokken 20.00 i Sotji, så bliver det et festfyrværkeri: Holdene spillede nemlig 4-4 den første kamp, mens Tyskland vandt den næste 5-3.
fortsæt med at læse



























