Optakt: Dramaet bliver størst i Skt. Petersborg

Argentina er hårdt presset før den sidste gruppekamp mod Nigeria.  Petr David Josek/AP
Argentina er hårdt presset før den sidste gruppekamp mod Nigeria. Petr David Josek/AP
Lyt til artiklen

Fra de sofabløde VIP-pladser med egen holder til drikkedunken - eller måske er det til champagneglasset - har en cigarrygende Diego Maradona fægtede med arme og næsten også ben, råbt, skreget og hængt ud over rækværket på stadionet i Moskva og Nizhny Novgorod i forsøget på at opildne sine landsmænd nede på banen.

Forgæves.

Argentina er VM's største skuffelse indtil videre.

Mod lilleputnationen Island producerede spillerne 19 chancer, men kunne kun score på en af dem. Mod Kroatien så det decideret jammerligt ud, og i 0-3-nederlagets slutminutter lignede de nogle, der havde givet op.

Det er især sidstnævnte kamp, der har skabt mange rygter om krisestemning og fyring af træner Jorge Sampaoli, og læser man mellem linjerne, fyrede han sig selv på pressemødet efter Kroatienkampen - i hvert fald hvis Argentina ikke går videre.

»Det er mig, der foretager de endelige beslutninger. Nøglen til nederlaget ligger i mit ansvar«.

Kroatien er videre med storsejr: Messi & Co. har kniven helt, helt inde på struben

»Nogle af spillerne forstod ikke at spille efter mit system. Nederlaget smerter meget, men jeg satte nok ikke mit hold rigtigt sammen«, sagde han.

Selv i den mørkeste tid findes der imidlertid håb, og de nuværende argentinske spillere og Sampaoli skal som inspiration kigge tilbage i tiden til deres fodboldforfædre.

To gange tidligere er Argentina gået videre fra gruppespillet med 4 point. I Vesttyskland i 1974, hvor Haiti fik tæsk 4-1 i kamp 3, og i Italien i 1990, hvor argentinerne nåede til finalen.

Og Lionel Messi og holdkammeraterne skal kunne slå Nigeria, selv om afrikanerne vandt 2-0 over Island i kamp 2. Ja, en sejr er faktisk det eneste, der gælder.

Island driblet ud, da Nigeria omsider vågnede

Men som de superørne, de er, vil nigerianerne kæmpe med næb og kløer. En sejr sender dem videre, uafgjort er også nok, hvis Island ikke slår Kroatien.

Det bliver et brag af en kamp i Skt. Petersborg.

Mulighed for Island

Islændingenes mulighed for at gå videre er lille, men den er der, og naturligvis vil spillerne og den tandlægeuddannede landstræner, Heimir Hallgrimsson, kæmpe til det sidste i VM-debuten, der ligger gader og stræder øde derhjemme.

Island er afhængig af argentinske point mod Nigeria, målforskellen mellem de tre hold kan komme i spil, og skal selvfølgelig selv slå Kroatien, der allerede er videre efter tre arbejdspoint mod Nigeria (2-0) og altså den forrygende sejr over Argentina.

Og det formåede Island at gøre i kvalifikationen. 1-0 endte det i Reykjavik.

Thomas Mielcke

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her