Ingen Lukaku, ingen Kane og ingen stor fodboldoplevelse.
England-Belgien var før VM udset som en af de mere interessante opgør i gruppespillet.
Torsdag aften endte det i virkeligheden med at blive en tam testkamp mellem to nationer, der begge var videre til ottendedelsfinalerne, og til tider ikke virkede synderligt interesserede i at vinde.
Årsagen til de to reservehold og den noget kedelige VM-oplevelse var den måde, som turneringen har udviklet sig.
Den ene halvdel af knockout-fasen frem mod finalen ser nemlig på papiret ud til at være markant stærkere end den anden.
Det betød, at belgierne og englænderne gik på banen med lige mange point, ens målscore og en viden om, at aftenens taber skulle forbi Colombia og dernæst Sverige og Schweiz på vejen mod en semifnale.
Mens vinderen skulle i den svære halvdel og møde enten Brasilien eller Mexico i en eventuel kvartfinale efter et møde med Japan i ottendedelsfinalen.
Den situation fik endda den belgiske manager, Roberto Martinez, til inden kampen at sige, at belgierne først og fremmest gik efter en god præstation, men en sejr ikke nødvendigvis var en prioritet.
Et syn på kampen, der hang som en tæt tåge over det meste af opgøret.
Derfor blev det meget sigende, at TV 2 i pausen som det første valgte at vise Panamas scoring mod Tunesien i stedet for højdepunkter fra England-Belgien
Eneste spændende øjeblik i løbet af de første 45 minutter var nemlig, da Gary Cahill måtte cleare bolden nær egen mållinje, efter målmand Jordan Pickford havde fumlet den ud af sine arme i det lille felt.
Samme tomgang fortsatte desværre efter pausen. Med en enkel vidunderlig undertagelse. Her snød belgiske Adnan Januzaj nemlig Danny Rose i det engelske felt med en kropsfinte, der gjorde Januzaj fri til skud, hvorefter han med sit venstre ben sendte bolden højt op i det lange hjørne til resultatet 1-0.
England havde muligheden for at udligne, da Marcus Rashford fik en friløber, men han brændte på Thibaut Courtois. Derefter virkede de engelske reserver ikke til at have den store lyst i at få skabt et comeback. Med 2. pladsen havde man jo sikret en på papiret nemmere vej mod semifinalen end belgierne.
Politikens stjernebarometer
- Adnan Januzaj, Belgien, 1
- Gary Cahill, England, 1
- Marouane Fellaini, Belgien 1
fortsæt med at læse




























