Sverige og Schweiz må tænke det samme: Hvor kunne vejen til VM-kvartfinalen dog have været meget mere bumlet og besværlig, end den har vist sig at være i Rusland.
Men det er sådan, realiteterne er for de i slutrundesammenhæng urutinerede mandskaber. En sejr til, og en fornem plads blandt verdens otte stærkeste hold, målt på 2018-turneringen, er i hus.
Og endnu bedre: I kvartfinalen vil enten England eller Colombia vente. Gode hold, bevares, men bestemt attraktive modstandere for Sverige og Schweiz i disse knockoutkampe, der har deres eget liv - i særdeleshed ved denne slutrunde. Spørg bare Spanien og Portugal.
Sverige jagter den første kvartfinale siden den berusende sommer i 1994, hvor holdet anført af målmand Thomas Ravelli og målfarlige Tomas Brolin og Kenneth Andersson vandt bronze i USA.
I Rusland har svenskerne markeret sig med en stærk organisation og kompakt defensiv kombineret med en stor tro på spilkonceptet. Spillerne ved, hvor de har hinanden, de står sammen og kæmper, og at Zlatan Ibrahimovich ikke længere er en del af landsholdet fylder pludselig ikke mere.
Sverige endte som vinder af gruppe F efter pligtsejren over Sydkorea (1-0) og den overbevisende indsats mod Mexico (3-0) krydret med det dramatiske overtidsnederlag mod Tyskland (2-1).
Sverige knækker Mexico og er klar til 1/8-finalerne»Det er igen en situation, hvor vi skal spille op til vores bedste. Jeg ved, jeg bliver ved med at gentage det, men jeg synes, det er en meget god beskrivelse af, hvad der er nødvendigt fra os, både individuelt og som hold. Vi skal spille op til vores absolut bedste, og så vil vi også have en chance for at slå Schweiz«, siger Sveriges landstræner, populære Janne Andersson, på et pressemøde.
Schweiz, der ikke har stået i en VM-kvartfinale siden 1954, hvor alpelandet var vært, spiller lige præcis efter den samme opskrift som Sverige indeholdende en stram defensiv og god organisation. Det så vi i de tre gruppekampe, hvor Schweiz ikke tabte: 1-1 mod Brasilien, 2-1 mod Serbien og 2-2 mod Costa Rica.
Resultaterne forlængede en meget stærk statistik for Schweiz, der ikke har tabt en kamp i 2018. Det seneste nederlag var i kvalifikationen mod Portugal, der vandt 2-0 i oktober sidste år.
»Disse resultater er ikke en tilfældighed. Vi har kæmpet hårdt for denne status i løbet af de seneste måneder«, siger Josip Drmic til fifa.com.
I kampen mod costaricanerne dummede schweizerne sig dog gevaldigt, da forsvarsspillerne Fabian Schär og anfører Stephan Lichtsteiner fik gult og dermed er ude af opgøret mod svenskerne. Svenskerne må undvære rutinerede Sebastian Larsson.
Kampstart klokken 16.




























