Et årstal bliver nævnt igen og igen, i pressen, på cafeerne og langs strandene med de første feriegæster: 1998. Hele foråret har medierne dækket jubilæet for det første franske verdensmesterskab i fodbold med reportager, forlagene har udsendt bøger, og veteranerne fra 1998 har spillet opvisningskampe.
Nu venter en hel nation, at det nye landshold med de mange unge spillere gør deres idoler kunststykket efter, og spillerne er ivrige efter at skabe deres egen historie, som flere af dem udtrykker det i disse dage. Kun få havde trods alt regnet med en plads i semifinalen, men nu stiger forventningerne til holdet med de mange meget unge spillere, som nyder langt større popularitet end de seneste års franske landshold.




























