Tænk, på et tidspunkt var Raheem Sterlings sorte bil så beskidt, at den næsten så gråbrun ud. Der var også engang, hvor den engelske fodboldstjerne købte tøj i en discountbutik, selv om han tjener helt vildt mange penge. Og det var helt fjollet, da han en forårsdag i 2016 sugede lidt helium i sig og snakkede med en forvrænget musestemme – dagen før en kamp.
Ja, det lyder nok som trivialiteter i en ung mands liv, og det er det vel også. Alligevel har alle tre episoder – hvis man overhovedet kan betegne dem som sådan – skabt overskrifter i de engelske tabloidmedier, der i årevis har haft et kritisk syn på Manchester City-profilen. En hetz, vil mange nok kalde det.




























