Da Kieran Trippier onsdag på flotteste vis sparkede en frisparksbold ind bag Kroatiens målmand Subasic, lignede det for alvor, at dette VM ville blive anderledes for England.
At et engelsk landshold for første gang siden sejren i 1966 atter ville nå en VM-finale.
Sådan endte det som bekendt ikke.
Lørdag sev det sidste luft så ud af den engelske VM-ballon, da England reelt var længere fra at slå Belgien i bronzekampen, end resultatet 2-0 indikerede.
Det i et opgør, der mest af alt ledte tankerne hen på en sommerkamp. Ikke et opgør mellem to af VM's fire bedste hold.
Tempoet var lavt. Presset uden bold af endnu ringere kvalitet. Derfor opstod der flere situationer, hvor det ene hold blot trillede bolden rundt mellem tre spillere, mens modstanderen stod og kiggede på.
Det hele endte langtfra som nogen god reklame for bronzekampe ved VM, men dog med den første belgiske VM-medalje i historien, mens England med fjerdepladsen kopierede placering fra 1990.
Dermed er netop 1990 og 2018 de to bedste slutrunder fra engelske side siden 1966.
Når der endelig blev spillet god fodbold, var det som oftest i forbindelse med en belgisk kontramulighed.
Således også i den situation, som førte til kampens første mål.
Her sprintede Nacer Chadli forbi alt og alle i engelske rød-hvide farver og lagde til sidst bolden på tværs af feltet, hvor højre back Thomas Meunier udnyttede, at Danny Rose hverken var hurtig eller opmærksom nok til at holde sin belgiske modstander bag sig.
Englands landstræner, Gareth Southgate, havde modsat Belgiens Roberto Martinez valgt at ændre drastisk på sin startopstilling i bronzekampen i forhold til semifinalen.
Det betød, at England stillede med en helt ny central midtbane, hvor Eric Dier, Fabian Delph og Ruben Loftus-Cheek spillede i stedet for Henderson, Lingard og Alli.
Ændringer, der i for store perioder ikke gjorde meget godt for England. Der var nemlig langt fra samme energi eller mængde af dybdeløb fra den engelske midtbane mod Belgien i forhold til tidligere i turneringen.
Eric Dier var bedste mand af de centrale og faktisk også tæt på at udligne med 20 minutter tilbage opgøret, hvor han blev spillet fri i feltet og flot lobbede bolden over Courtois.
Toby Alderweireld formåede dog at kaste sig ned i en glidende tackling og i sidste øjeblik sparke bolden væk fra mållinjen.
Diers forsøg endte med at blive Englands helt store chance for at sende kampen i forlænget spilletid. En chance, der blev forspildt.
10 minutter før tid lukkede Eden Hazard nemlig opgøret med sin scoring til 2-0.
I bronzekampen var den engelske offensiv nemlig hverken god nok til at score en eller to gange. Særligt anfører Harry Kane var om muligt endnu mere usynlig end i semifinalen mod Kroatien.
Dermed blev der ikke ændret på, at Kane stadig står noteret for seks scoringer som VM-topscorer, den belgiske bronzemedalje og en fjerdeplads til England ligesom i 1990.
Selv om det til tider lignede, at dette VM kunne ende med langt mere for englænderne.
Politikens stjernebarometer
Vincent Kompany, Belgien, 1
Eden Hazard, Belgien, 1
Thomas Meunier, Belgien, 1
