Wozniacki indleder US Open mod en tidligere mester

I 2011 blev US Open vundet af Samantha Stosur, som Caroline Wozniacki i dette års turnering skal møde for 13. gang. Danskeren fører 7-5 i indbyrdes opgør.  Kin Cheung/AP
I 2011 blev US Open vundet af Samantha Stosur, som Caroline Wozniacki i dette års turnering skal møde for 13. gang. Danskeren fører 7-5 i indbyrdes opgør. Kin Cheung/AP
Lyt til artiklen

Tennis: Caroline Wozniacki skal i sin første kamp i næste uges US Open møde en tidligere vinder af turneringen. Dagens lodtrækning gav den andenseedede dansker australieren Samantha Stosur, der vandt US Open i 2011, som første modstander. Holder seedningerne står Wozniacki på vejen mod en eventuel tredje US Open-finale til at møde Anett Kontaveit (seedet 24), Daria Kasatkina (11), Petra Kvitova (5) og Angelique Kerber (4).

Bordtennis: Jonathan Groth er blandt de sidste 16 i de åbne tjekkiske mesterskaber i Olomouc efter en sejr på 4-2 over polakken Jakob Dyjas, der er nummer 77 i verden. Groth møder fredag aften sin tyske doublemakker, Patrick Franziska, efter de har spillet kvartfinale i double. Der er yderligere en dansker i doublekvartfinalerne. Anders Lind fik sammen med sin ungarske makker Bence Majoros en prominent skalp, da de med 3-1 besejrede hviderusserne Vladimir Samonov og Pavel Platonov.

Håndbold: Hans Lindberg er blevet opereret i det ene knæ for en meniskskade, der holdt den 37-årige fløjspiller ude af Füchse Berlins premierekamp i Bundesligaen mod Göppingen i dag, men hvor lang pause, danskeren skal holde, er endnu uvist.

Håndbold: 43-årige Kasper Nielsen skal i den kommende sæson spille i 1. division for Ajax København, oplyser TV2 Sport.

Fodbold: Superligaens sejrsløse bundhold, OB, har skrevet kontrakt for de kommende to sæsoner med den 31-årige tjekkiske midtbanespiller Kamil Vacek, der senest har spillet for polske Slask Wroclaw.

Golf: Da spillet på førstedagen af Czech Masters blev suspenderet på grund af fare for tordenvejr,var det med Jeff Winther på en delt førsteplads efter en runde i 65 slag med 10 birdies og 3 bogeys. »Det var en dejlig runde, hvor jeg puttede rigtig godt, men det blev lidt barsk til sidst«, fortalte Jeff Winther til europeantour.com om afslutningen, hvor han lavede bogey på 16. efter et treputt, bogey på 17. og reddede par på 18. ved at chippe bolden i hul. Da spillet blev genoptaget var der fire spillere, blandt andre amerikaneren John Daly, der med runder i 64 slag skubbede Jeff Winther ned som nummer 5. Lucas Bjerregaard ligger nummer 29 med sine 68 slag, Søren Kjeldsen brugte 70 slag og Anders Hansen 73.

Fodbold: Der var højere magter på spil, da Cristiano Ronaldo skiftede fra Real Madrid til italienske Juventus. Ronaldo havde i hvert fald aldrig regnet med, at han skulle spille for den italienske storklub. »Der er nogle ting i livet, som bliver dikteret af skæbnen, og det er sket i det her tilfælde... Jeg regnede aldrig med, at jeg skulle spille for Juventus, men nogle ting sker bare naturligt. Det var en let beslutning at forlade Real Madrid, for mit job der var fuldført«, siger Ronaldo ifølge Ritzau til streamingtjenesten Dazn.

Fodbold: 23-årige Mikkel Wohlgemuth skifter fra HB Køge til Superligaoprykkeren Vendsyssel FF. »Mikkel er en meget dynamisk centralmidtbanespiller, som er meget dygtig med bolden. Han har udviklet sig rigtig godt i HB Køge«, siger Vendsyssels cheftræner, Jens Bertel Askov, om den tidligere U-landsholdsspiller.

Fodbold: Rasmus Thelander har brækket den ene ankel under træningen i Vitesse, hvortil den 27-årige forsvarsspiller skiftede i sommer efter en sæson i FC Zürich.

Ridning: Dressurlandsholdets muligheder for en topplacering ved VM i USA i næste måned har lidt endnu et knæk. Efter Cathrine Dufour og hesten Cassidys afbud i sidste uge, har Anna Zibrandtsens Arlando fået en lymfeinfektion i benene. Holdet, der skal repræsentere Danmark ved VM, består nu af Daniel Bachmann Andersen på Blue Hors Zack, Anders Dahl på Selten HW, Betina Jæger Jensen på Mane Stream Belstaff og Rikke Svane på Finckenstein.

Cykling: Australske Riche Porte skifter i næste sæson til Trek-holdet. Først skal den 33-årige dog prøve at vinde Vuelta a Espana i BMC-trøjen. Aftalen med Trek gælder for 2019 og 2020.

Fodbold: Vejles irske midtbanespiller Sean Murray er ude mindst et par uger, efter at han er blevet opereret for en blindtarmsbetændelse. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Kajak: René Holten Poulsen og makkeren Morten Graversen blev nummer 2 i formiddagens indledende heat på 1.000 meter ved VM i Portugal og er dermed videre til semifinalerne fredag, hvor han også skal i aktion igen i 1.000 meter enerkajak efter endnu en andenplads. Emma Aastrand Jørgensen, OL-sølvvinder og VM-bronzevinder, blev nr. 3 i sit heat på 500 meter og er ligeledes videre til semifinalerne.

Fodbold: Den georgiske landsholdsspiller Guram Kashia er den første modtager af Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) #Equal Game-pris. Det sker på baggrund af, at den nu 31-årige i oktober sidste år som anfører for hollandske Vitesse Arnhem gik på banen med et anførerbind i regnbuefarver.

Homoseksuelle fodboldspillere dribler mellem ophidsede trusler og virtuel støtte Udlændinge tøver i kamp mod homofobi

»Selv om hans valg førte til trusler og hån, fortsatte han med at tale om tolerance«, lyder det fra Uefa-præsident Aleksander Ceferin.

Golf: De amerikanske ikoner Tiger Woods og Phil Mickelson har de seneste 20 år haft adskillige store dueller. Nu er der så endnu en under opsejling. Woods og Mickelson har nemlig indgået aftale om, at spille en opvisningsmatch i Las Vegas med en gedigen præmiesum på 9 millioner dollar. Det hele bliver vist via en pay-per-view-kanal 23. eller 24. november - den traditionsrige Thanksgiving-weekend i USA.

Fodbold: Midtbanespilleren Mads Aaquist spillede 19 kampe for FC Helsingør og FC Nordsjælland i Superligaen i sidste sæson, men efter sommerpausen har der endnu ikke været bud efter ham i FCN. Der er dog flere kampe i Superligaen i vente for den 23-årige. Han har nemlig indgået en etårig lejekontrakt med Randers FC.

Fodbold: Landsholdsspilleren Lasse Schöne spillede samtlige 90 minutter på den centrale midtbane, da Ajax vandt 3-1 i det første Champions League-playoffopgør på hjemmebane mod Dinamo Kijev. Samtlige mål faldt før pausen. Vidi FC fra Ungarn tabte 1-2 hjemme til AEK Athen, mens Young Boys og Dinamo Zagreb delte med 1-1 i Schweiz.

Atletik: Amerikaneren Ronnie Baker fører ikke kun den samlede stilling i Diamond League på 100 meter. Den 24-årige kan nu også kalde sig den foreløbigt hurtigste mand på prestigedistancen i 2018. I Chorzow i Polen i aftes fik Baker noteret 9,87 sekunder, hvilket er 0,01 sekund hurtigere end kometen Noah Lyles.

Boksning: Som 53-årig er den tidligere OL-bronzevinder Brian Nielsen optaget i Dansk Professionelt Bokse-Forbunds Hall of Fame. Brian Nielsen slog sig til OL-bronze i Barcelona i 1992 og blev siden et stort folkekært navn.

Fodbold: Der er solgt 10.000 billetter til Malmö FF's møde med det danske mesterhold FC Midtjylland i aften, men den svenske klub vil have flere på lægterne. Derfor tilbyder klubben, at tilhængere kan købe på klods. »På grund af den seneste tids mange hjemmekampe, og det faktum at der stadig er nogle dage til, at lønnen kommer, er interessen for billetter på faktura større end normalt«, skriver Malmö FF på sin hjemmeside. Der er kickoff kl. 19.15.

Fodbold: Den israelske klub Beitar Jerusalem åbner nu for at indgå kontrakter med spillere af arabisk herkomst. Det skriver Ritzau med AFP som kilde.

Håndbold: Rhein-Neckar Löwen vandt onsdag den tyske Super Cup med en sejr på 33-26 over Flensburg-Handewitt.

Håndbold: Skjerns danske mestre for mænd er overraskende færdige i pokalturneringen, da Skanderborg med 28-26 trak sig sejrrigt ud af 1/8-finaleopgøret onsdag aften.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her