Direkte sport i tv
Bueskydning: Maja Jager måtte se sig besejret af den 19-årige tyrkiske skytte Yasemin Anagoz, og den tidligere danske verdensmester fik dermed sølv ved EM i Polen i disciplinen recurve. Den tyrkiske skytte vandt finalen over den tidligere verdensmester 6-5, og hun skød sig dermed ind blandt favoritterne, når der om to år er OL i Tokyo. Det blev en nervepirrende finale, hvor Maja Jager hele tiden var bagud, men til sidst fik udlignet til 5-5. Dermed skulle guldet afgøres i shoot-off med en pil fra hver skytte. Yasemin Anagoz skød en 10’er, og med Maja Jagers efterfølgende 9’er, måtte danskeren tage til takke med en EM-sølvmedalje.
»Det er selvfølgelig altid skuffende at tabe en finale. Men jeg er godt tilfreds. Jeg skød rigtig fint, og jeg er glad og stolt over sølvmedaljen«, siger Maja Jager i en pressemeddelelse.
Motorsport: Christian Lundgaard startede fra poleposition, da formel Renault 2.0 var tilbage fra sommerferien med løb på Hungaroring. Men danskeren måtte nøjes med andenpladsen, da den førende i mesterskabet, kineseren Yifei Ye, fik den bedste start og holdt føringen til målstregen. Dermed udbyggede Yifei Ye sin føring i mesterskabet, hvor han nu er 17 point foran den 17-årige Lundgaard.
Fodbold: Pierre-Emile Højbjerg fik taget revanche for sin udvisning sidste weekend, da han scorede det andet mål i Southamptons sejr på 2-0 ude over Crystal Palace. Jannik Vestergaard var med i udeholdets midterforsvar, og den danske landsholdsspiller gjorde sig bemærket med et gult kort i 2. halvleg. Philip Billing bragte Huddersfield foran 1-0 i udekampen mod Everton, men opgøret endte 1-1. Jonas Lössl og Mathias 'Zanka' Jørgensen var også med hos Huddersfield.
Fodbold: Fredag lejede Eintracht Frankfurt Kevin Trapp i den franske klub Paris Saint-Germain, og lørdag vogtede den tyske VM-keeper målet i hjemmekampen mod Werder Bremen. Det er meget dårligt nyt for den danske landsholdsmålmand Frederik Rønnow, der blev købt af Frankfurt før denne sæson som afløser for Lukas Hradecky. For efter blot en enkelt optræden i Bundesligaen er Rønnow allerede degraderet til bænken på bekostning af Trapp. Kampen mod Bremen endte 1-2, og dermed fik Trapp ikke en sejr i sin første kamp.
Håndbold: Odense fik revanche for det samlede nederlag i sidste sæsons DM-finale mod København, da fynboerne på hjemmebane slog mestrene 24-19.
Fodbold: Frederik Sørensen ligner en færdig mand i 1. FC Köln, som han har spillet for siden 2015. Den tyske klub rykkede sidste sæson ud af Bundesligaen, og ifølge den Bild forsøgte den danske stoppers agenter derefter at få ham til en ny klub. Dette er ikke lykkes, og han indgår nu ifølge avisen ikke i træner Markus Anfangs planer. Frederik Sørensen har endnu ikke fået spilletid i den nye sæson og har end ikke siddet på bænken. Ifølge Anfang får Frederik Sørensen lov til at træne med truppen og holde sig i form, så han kan blive solgt i vinterens transfervindue. Frederik Sørensen fik sidste år debut på det danske landshold.
Fodbold: Leicester med Kasper Schmeichel på mål tabte hjemme 1-2 til Liverpool, der nu indtager 1. pladsen i Premier League med maksimumpoint 12 efter 4 kampe. Sadio Mane og Roberto Firmino bragte Liverpool på sejrskurs før pausen, og selv om Rachid Ghezzal fik reduceret omtrent midtvejs i 2. halvleg, blev det ikke til mere.
Fodbold: Lyngby blev ydmyget på hjemmebane, da Viborg kunne rejse hjem fra 1. divisionsopgøret med en sejr på 5-0. Med de tre point rykkede jyderne op på rækkens 2. plads og er nu lige i hælene på topholdet HB Køge. Sjællænderne tabte nemlig ude 3-1 til Fredericia og forspringet til Viborg er skrumpet ind til tre point.
Golf: Joachim B. Hansen kom i fokus, da han var på banen i Made in Danmark. Ikke så meget fordi danskeren gør sig gældende i toppen, men fordi han ramte bolden perfekt på 7. hul. Så perfekt, at den strøg direkte i hul til et trods alt sjældent hole in one.
Efter 30 eagles og 1.133 birdies: Joachim B. Hansen laver turneringens første hole-in-oneMotorsport: Kvalifikationen til det italienske formel 1-grandprix på Monza kan blive en tæt duel mellem de to førende i VM-serien, Lewis Hamilton (Mercedes) og Sebastian Vettel (Ferrari), bedømt på 3. og sidste frie træning. Sebastian Vettel var her blot 8 hundrededele af et sekund hurtigere end Hamilton, mens Kimi Räikkönen i den anden Ferrari var 3. hurtigst. Kevin Magnussen (Haas) sluttede helt fremme som nr. 6 - 1,5 sekunder langsommere end Vettel - og det giver løfter om en fin startplacering til danskeren. Den anden Haas-kører, Romain Grosjean, var 10. hurtigst.
Bueskydning: Tanja Jensen vandt bronze ved EM i Polen i disciplinen compund, da hun besejrede franskmanden Dophie Dodemont 146-144. Senere lørdag skylder Maja Jager om guld i den olympiske recurvedisciplin.
Tennis: Den danske junior Hannah Viller Møller har fået en god start på kvalifikationsturneringen til US Open. Fredag vandt hun 6-1, 6-3 over polske Stefania Rogozinska Dzik i 1. runde. Næste modstander er russiske Anastasia Tikhonova, der er 17 år ligesom danskeren. Clara Tauson er kvalificeret til juniorrækken.
Fodbold: AC Horsens har forstærket truppen ved at hente tre spillere på transfervinduets sidste dag. Angriberen Kasper Junker kommer til Horsens fra AGF, backen Michael Lumb er hentet i Lyngby, mens stopperen Sonni Nattestad skifter fra norske Molde.
Fodbold: AGF har fundet en ny angriber, der skal gøre gøre livet surt for modstanderne i Superligaen. Han hedder Ryan Mmaee. AGF bekræfter i en pressemeddelelse, at Mmaee hentes til klubben fra Standard Liege på en lejekontrakt, der gælder for resten af sæsonen. AGF har desuden en købsoption på Mmaee.
Fodbold: Esbjerg har været sydpå for at hente en forstærkning til offensiven. Den er nu kommet i form af den 25-årige kantspiller Adnane Tighadouini, der tager et år i det vestjyske på en lejeaftale. Tighadouini spillede i sidste sæson i Twente, hvor han fik 27 kampe i alle turneringer.
Fodbold: Forsvarsspilleren Lukas Talbro nåede ikke at runde de 20 år, før han vendte hjem fra sit udlandseventyr i den engelske fodboldklub Brentford. FC Nordsjælland bekræfter på sin hjemmeside, at klubben har hentet Talbro og givet ham en etårig aftale. Talbro skiftede i 2016 fra OB til Brentford.
Fodbold: Hobro har lejet 20-årige Collins Tanori Manchester City for resten af sæsonen. Tanori spiller på midtbanen.
Fodbold: Det lignede en pointdeling mellem AC Milan og AS Roma i den italienske Serie A, da det stod 1-1 langt inde i kampens overtid. Men den indskiftede Milan-angriber Patrick Cutrone ville det anderledes og scorede det afgørende 2-1-mål fem minutter inde i overtiden.
fortsæt med at læse




























