Christian Eriksen er klar igen efter skadespause

Christian Eriksen er igen til rådighed for Tottenham efter en skadespause. Stefano Rellandini/Ritzau Scanpix
Christian Eriksen er igen til rådighed for Tottenham efter en skadespause. Stefano Rellandini/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold. Christian Eriksen er kommet sig over den skade i maveregionen, der holdt ham væk fra de to landskampe mod Irland og Østrig. Den danske midtbanespiller har trænet sammen med resten af Tottenham-holdet, og han er dermed inde i billedet til London-klubbens kommende kampe i Premier League og Champions League.

Fodbold. HB Køge er inde i en gedigen krise, og holdet tabte for 3. gang på stribe, da Hvidovre hjemme vandt opgøret i 1. division 2-0. Køge vandt senest 19. september.

Parasport. Sophie Wallø vandt sin indledende gruppe ved VM i parabordtennis med sejre over verdens nr. 7, kinesiske Xiaojing Zhao, og Sthabile Mnyandu fra Sydafrika. Det betyder, at den 18-årige dansker er direkte i kvartfinalen mod Mirjana Lucic fra Kroatien.

Badminton. Mia Blichfeldt kunne ikke følge op på den overraskende, men fortjente sejr over verdens nummer tre, den spanske OL-guldvinder og verdensmester Carolina Marin, i første runde ved Denmark Open. I anden runde tabte den 21-årige dansker 21-16, 16-21, 11-21 til den to år yngre indoneser, Gregoria Mariska Tunjun, nummer 18 i verden, efter 59 minutters spil. Dermed er Line Højmark Kjærsfeldt den eneste tilbageværende i damesingle. Hun møder senere torsdag Beiwen Zhang fra USA.

Fodbold. Landsholdsspilleren Jens Stryger Larsen har forlænget sin kontrakt med Serie A-klubben Udinese, så den nu løber til 2022. Forsvarsspilleren skiftede til den italienske klub sidste år efter tre et halvt år i Austria Wien.

Motorsport. Sergio Perez skal også i 2019 køre for Racing Point Force India. Det bliver mexicanerens 6. sæson for formel 1-holdet, og det ventes, at hans teamkollega bliver canadieren Lance Stroll. Dette er dog endnu ikke bekræftet.

Fodbold. Det blev en dyr tur i byen, den daværende Bayern München-spiller Arturo Vidal var på i september sidste år. Et overvågningskamera på en natklub fangede nemlig den chilenske landsholdspiller som deltager i et slagsmål sammen med blandt andre sin halvbror. Det har nu kostet Vidal en bøde på 800.000 euro eller omkring seks millioner kr. En ret i München har udregnet bøden ud fra indkomst. Barcelona-spilleren har derfor fået 80 dagbøder af 10.000 euro, som er udregnet til at være chilenerens daglige indkomst.

Badminton. Mixeddoublen Christinna Pedersen-Mathias Christiansen er klar til kvartfinalen ved Denmark Open. I anden runde mod tyskerne Linda Efler-Marvin Emil Seidel leverede det danske par, der har OL i Tokyo som det store mål, en ny solid præstation og vandt 21-15, 21-10. Danskernes modstander i kvartfinalen bliver enten endnu et tysk par, Isabel Herttrich-Mark Lamsfuss, eller mere sandsynligt de tredjeseedede Liliyana Natsier-Tontowi Ahmad fra Indonesien.

Anden runde blev til gengæld endestationen for herredoublen Kim Astrup-Anders Skaarup Rasmussen. De var aldrig i nærheden af for alvor at kunne true Liao Min Chun-Su Ching Heng fra Taiwan, der vandt 21-16, 21-18.

Det var damedoublen Maiken Fruergaard/Sara Thygesen på ingen måde heller ikke mod verdensetterne Yuki Fukushima-Sayaka Hirota fra Japan, der var klart overlegne og vandt 21-9, 21-14.

Håndbold. Martin Gjeding og Mads Hansen er blevet udtaget til at dømme ved herrernes VM i Tyskland og Danmark i januar 2019. Parret, der i 2017 blev kåret til verdens bedste, dømte VM-finalen mellem Norge og Frankrig i 2017, de dømte EM-finalen i Polen i 2016, og de dømte en OL-semifinale i 2016.

Rugby. På lørdag afvikles sidste runde af mændenes DM-turnering 2018. Frederiksberg Rugby Klub har allerede sikret sig guldet, mens der er anderledes spænding om fordelingen af sølv og bronze. Dem kæmper Aarhus Rugby Klub (sidste års danske mestre), CSR/Nanok og RK Speed om. Også hos kvinderne er FRK sikre på DM-guld. Det er første gang i 13 år, at en klub vinder begge senior-mesterskaber.

Fodbold. Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, har udelukket den russiske klub Rubin Kazan fra Champions League og Europa League de næste to år på grund af brud på reglerne om finansiel fairplay.

Cykling. Nicolai Brøchner vender tilbage til Riwal, oplyser det danske hold på et pressemøde. Brøchner er kendt som en god afslutter og blev i 2017 nummer to ved DM kun overgået af Mads Pedersen. Han har i denne sæson kørt for det amerikanske hold Holowesko.

Fodbold. Jacob Bruun Larsen har de seneste måneder bevist sig som et af Europas største fodboldtalenter med mål i både Bundesligaen og Champions League for sin tyske klub Dortmund. Ligesom han tirsdag sparkede det danske U21-landshold til EM ved at score i den sidste kvalifikationskamp. Bruun Larsens kvaliteter kender de også til i Stuttgart, som den unge dansker var udlejet til i sidste sæson. Den sydtyske klub syntes faktisk så godt om Jacob Bruun Larsen, at de siden har været klar til at slå egen transferrekord for at sikre ham på en permanent aftale.

»Vi var klar til at betale den højeste transfersum i klubbens historie. Vi tilbød Dortmund 12 millioner euro (90 millioner kroner, red.). Men Michael Zorc (Dortmunds sportsdirektør, red.) var slet ikke interesseret i at tale med os og afviste kategorisk et salg«, siger Stuttgarts sportsdirektør, Michael Reschke, til avisen Bild.

Fodbold. Det spanske tv-station, Telemadrid, bragte onsdag en historie om, at Michael Laudrup ifølge deres kilder har tilbudt sin arbejdskraft som træner til Real Madrid, hvis klubben ender med at fyre Julen Lopetegui. Real Madrid ligger aktuelt nummer fire i La Liga og tabte senest 1-0 til Alaves.

Michael Laudrup selv afviser dog historien.

»Jeg har ikke tilbudt mig til nogen klub. Ikke nu. Ikke nogensinde. Det ville jeg aldrig gøre over for en kollega«, skriver Laudrup i en mail til Ritzau.

Cykling. En gang cykelrytter, altid cykelrytter. Den tidligere vinder af Paris-Roubaix, Andrea Tafi, har i hvert fald sat sig for at køre det ikoniske løb i 2019. Det i en alder af 52 år og præcist to årtier, efter han vandt i 1999.

»Jeg har kørt Roubaix 13 gange. Jeg er blevet nummer et, to og tre. Jeg har også altid gennemført. Jeg har fortjent en mastergrad i det her fantastiske løb«, siger Tafi.

Den 52-årige italiener går i første omgang efter at skrive kontrakt med et professionelt hold. Sker det ikke, vil han køre Paris Roubaix i forbindelse med et amatør-løb.

Cykling. De danske atleter ved ungdoms-OL i Buenos Aires er nu oppe på to guldmedaljer. Cykelrytterne Sofie Heby Pedersen og Mie Saabye står bag den anden danske triumf, da parret vandt den kombinerede konkurrence.

Den består af to mountainbikeløb og tre landevejsløb, og parrene får point efter hvert løb i henhold til rytternes placering. I sidste ende var de to 17-årige danskere bedst af alle med Østrig og Ungarn på de næste pladser.

Håndbold. Det danske herrelandshold i håndbold får ikke glæde af René Toft Hansen på grund af en skade, når der i slutningen af oktober skal spilles to kvalifikationskampe til EM. Som erstatning for stregspilleren har landstræner Nikolaj Jacobsen valgt Anders Zachariassen, der til daglig spiller i den tyske Bundesliga for Flensburg-Handewitt.

Fodbold. En fodboldtræner, der tilgengæld gør sig klar til at være aktiv igen, er franske Arsene Wenger. I et interview med Bild forklarer den tidligere Arsenal-manager, at han føler sig udhvilet og klar til at arbejde igen.

»Jeg tror på, at jeg vil starte igen fra 1. januar. Jeg ved ikke hvor endnu,« siger Wenger til Bild og tilføjer, at han har tilbud fra »overalt i verden«.

Cykling. Det bliver rekordmange danske ryttere at holde øje med på World Touren, når næste cykelsæsonen går i gang i 2019. Asbjørn Kragh Andersens bliver nemlig dansker nummer 17 på højest niveau, efter han onsdag skrev kontrakt med Team Sunweb. Samme Sunweb har torsdag også forlænget kontrakten med træner og sportsdirektør Morten Bennekou, fortæller han til TV 2.

Han sad i rullestol for et år siden: Nu er Tazana Europas største sprintertalent


Søren Lissner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her