Jeg har fødselsdag i den her uge. Igen. 37, venner. 37. Det er IKKE en klagesang, det her. En klagesang over, at de famøse FYRRE snart vil smyge sig op ad mig, således at I derude, der er både 10, 20, 30, 40 år ældre og klogere, sidder og tænker: Luk nu røven. Du ved intet om, hvad det vil sige, når din krop begynder at bedrage dig. Intet om, hvad levet erfaring egentlig indebærer af både lykke og hjertesorg. Det er selv sådan, jeg tænker, når folk på 27 gerne vil udbrede sig om meningen med livet, mens de begræder falsk appelsinhud og fantompanderynker. Luk nu røven, tænker jeg. Vend tilbage, når du har prøvet bare lidt mere af den store rutsjebane – DÆMONEN, ikke bare MARIEHØNEN.
Faktum er, at alternativet til at blive ældre, er at være død. Vi, der er så heldige hvert år at blive et år ældre, er trods alt indtil videre kun i gang med at dø. Vi er her stadig. Så der er og bliver noget helt og aldeles utaknemmeligt ved at have nedtur over din fødselsdag.
