Kærligheden til fodboldspillet bevarede Flemming Nielsen til det sidste.  Efter at være fyldt 80 spillede han stadig med, når der var onsdagsbold i Idrætshuset.
Foto: Jacob Ehrbahn

Kærligheden til fodboldspillet bevarede Flemming Nielsen til det sidste. Efter at være fyldt 80 spillede han stadig med, når der var onsdagsbold i Idrætshuset.

Sport

Den lange OL-sølvvinder er død

Journalisten og fodboldspilleren Flemming Nielsen er død. Han blev 84 år.

Sport

Den tidligere landsholdsspiller Flemming Nielsen er efter et kortvarigt sygdomsforløb død i sit hjem i Helsingør, 84 år gammel.

Flemming Gert Nielsen var journalist, på Politiken, hvor han også kortvarigt var sportsredaktør, og i to omgange en højt respekteret fodboldskribent på B.T. Han var forfatter til flere fodboldbøger. Han var en gnistrende personlighed og meget ofte selskabets rablende vanvittige midtpunkt. Han var morfar, farfar og siden 2017 også oldefar. Men Flemming Nielsen var først og fremmest fodboldspiller i stort set hele sit liv.

Flemming Nielsen startede med at spille fodbold i B.93, en god cykel- eller bustur ned ad Østerbrogade fra barndomshjemmet i Hindegade, og talentet gav ham som 17-årig 2 kampe på det, der dengang hed ynglingelandsholdet. Som 19-årig debuterede han på både B.93’s førstehold og ungdomslandsholdet, og året efter spillede han ved siden af klubkammeraterne Børge Christensen og Poul Andersen i halfbackkæden sin første kamp på A-landsholdet.

OL-sølvvinder i 1960

Der skulle gå yderligere to et halvt år inden de næste A-landskampe, men efter endnu et års pause på landsholdet blev Flemming Nielsen efter et meget omtalt klubskifte til AB i 1958 fast mand på det landshold, der mod alle odds tog til Rom og sensationelt vandt OL-sølvmedaljer i 1960.


    Olympisk medaljevinder Flemming Gert Nielsen var en del af de glade amatører, der ved OL i Rom i 1960 var med til at sikre Danmark en sølvmedalje i fodbold.
Foto: Jacob Ehrbahn

Olympisk medaljevinder Flemming Gert Nielsen var en del af de glade amatører, der ved OL i Rom i 1960 var med til at sikre Danmark en sølvmedalje i fodbold.

Flemming Nielsen scorede det danske mål i OL-finalen, som Jugoslavien vandt 3-1, og den langlemmede og temperamentsfulde spiller med de lange, præcise afleveringer og det hårde, knækkende langskud blev under OL opdaget af Bergamo-klubben Atalanta, der efter OL indgik en kontrakt med den 26-årige dansker med 26 landskampe til en værdi af 215.000 kr.

Et andet højdepunkt i fodboldkarrieren var 3-1-sejren over Torino i den italienske pokalfinale, Coppa Italia, i 1963. Atalanta Bergamasca Calcio har i sin 111 år lange historie aldrig vundet andet end den ene titel, så de 11 spillere fra den kamp fik en overstrømmende heltestatus i Bergamo, hvor Flemming Nielsen i en periode sent i livet fik stillet en bolig til rådighed. Både dengang og under sine talrige besøg i den historiske norditalienske by blev Flemming Nielsen gang på gang genkendt på gaderne af både gamle tilhængere og deres efterkommere, der havde fået genfortalt historien om klubbens største og eneste triumf.

To år i skotsk fodbold

Knapt så glamourøst var det efterfølgende ophold i Skotland, hvor Flemming Nielsen i to sæsoner spillede for danskerklubben FC Morton. »Man knoklede rundt i 90 minutter og til sidst kiggede man op på tavlen for at se, hvad kampen endte. Og så tog man hjem og læste i avisen, hvem man havde spillet mod«, som Flemming Nielsen ofte har fortalt om tiden i skotsk fodbold.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da han sammen med hustruen Birthe og børnene Carsten og Susan vendte hjem til Danmark, valgte Flemming Nielsen at spille for barndomsklubben B.93, hvor han som 34-årig spillede sin sidste divisionskamp i 1968, men kærligheden til spillet bevarede ’Fyrværkeren’ livet ud. Den blev med aldrig svækket passion dyrket som spiller på talrige serie- og gammelmandshold i AB, på Stjerneholdet, hvor han sammen med blandt andre skuespilleren Dirch Passer udgjorde den oprindelige opstilling, som anfører på journalistlandsholdet samt alle andre steder, indendørs eller udendørs, hvor der var mulighed for at bolden kunne trille.

Michael Laudrup fik gode råd

Selv om løbearbejdet og skudstyrken meget naturligt skrumpede med alderen, forblev evnen til at rådgive og dirigere med både medspillere, dommere og alle andre involverede intakt. Alle lige fra Michael Laudrup og Knud Lundberg til mindre talentfulde medspillere som yngre familiemedlemmer har fået klar besked, hvis de ikke levede op til de altid enorme forventninger.

Jeg har selv hørt det, mange gange, for udover alt det nævnte var Flemming Nielsen også min farbror.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce