Fodbold. Efter to store lussinger til Spanien og England i testkampe kan landstræner Niels Frederiksen begynde at indstille sig på modstanderne i gruppespillet ved EM-slutrunden i Italien og San Marino i sommeren 2019. Danskerne slipper i første omgang for at møde de unge stjerner fra La Liga og Premier League i gruppespillet. Til gengæld skal de op mod yngre kræfter fra en tredje topliga i EM’s gruppe B. Danmark havnede ved lodtrækningen nemlig i gruppe med Tyskland samt Serbien og Østrig. »Jeg tror godt, vi kan drille Tyskland«, forklarer landstræneren via Facebook, selvom to tyskermøder ved de seneste slutrunder er endt 0-3. Øvrige grupper, A: Italien, Spanien, Polen og Belgien. Gruppe C: England, Frankrig, Rumænien og Kroatien. Vinderne af hver gruppe samt den bedste toer fra de tre grupper går videre til semifinalerne. EM begynder 16. juni næste år.
Fodbold. Klubberne i den hollandske Æresdivision har indgået aftale om, at en del af de pengepræmier som hold, der deltager i Champions League og Europa League tjener, skal deles med mindre velhavende klubber i den hjemlige række. Aftalen lyder på, at fem procent af pengepræmierne fra næste sæson skal sendes videre i systemet.




























