Finalen i Copa Libertadores mellem de rivaliserende Buenos Aires-klubber River Plate og Boca Juniors er blevet udsat med en time til klokken 22 lørdag aften dansk tid.
Det skyldes, at fans fra River Plate har angrebet Boca Juniors' spillerbus inden kampen.
Fansene smadrede flere ruder på bussen og brugte peberspray og kastede med sten, hvorefter politiet ifølge AFP brugte tåregas.
Ifølge nyhedsbureauer er flere Boca Junior-spillere blevet syge af det, og klubben ønsker derfor kampen udsat til en anden dag.
Sydamerikas Fodboldforbund (Conmebol) har dog truffet beslutningen om at udsætte kampen en time, selv om lokale medier berettede, at Boca Juniors var fortaler for helt at aflyse aftenens kamp og spille finalen på et senere tidspunkt.
»Spillere er kommet til skade. Du kan ikke spille en kamp på den måde«, siger Boca Juniors generalsekretær, Christian Gribaudo.
»De angreb os fra alle sider«, siger Boca-anfører Pablo Perez, som ifølge AFP tydeligvis var præget af gassen.
Første kamp endte uden vinder
Tv-billeder i Argentina viste Boca-spillere, der tog sig til halsen med øjne, der løb i vand af gassen.
Angrebet på spillerbussen opstod, selv om en stor mængde af politifolk eskorterede bussen.
Det er første gang, at klubberne mødes i Copa Libertadores-finalen, der spilles over to kampe.
Opgøret er kendt under navnet Superclasico og vurderes til at være verdens mest hadefulde rivalisering mellem fodboldklubber.
På grund af tidligere optøjer er det kun hjemmeholdenes fans, der har adgang til kampene i argentinsk fodbold.
Sådan har det været siden 2013 på grund af problemer med tilskuervold.
Ifølge AFP har 300 fodboldfans mistet livet i de seneste 50 år i Argentina.
Den første finale på Boca Juniors' hjemmebane sluttede 2-2 den 11. november. Lørdagens returopgør spilles hos River Plate.
ritzau
fortsæt med at læse




























