2018 RINDER UD ganske snart og så er det altid rart, enten når man ligger under dynen eller sidder i det lune sofahjørne ved stearinlysets blide skær, måske med lidt mundgodt inden for rækkevidde, at mindes især de bedste ting, som året gav os. At gøre en slags status over tiden, der gik.
For trods dystre klimaudsigter, Donald Trumps imponerende løgnehistorier, statens ufattelige skattekollaps, urimelige prisstigninger på marcipanbrød og Danske Banks verdensklassestorsvindlere samt historisk dum boykot af fodboldlandsholdet har der været gode ting. Noget at glæde sig over.
Skal jeg pege på en enkelt begivenhed, der varmede blodet, satte skub i huskemusklen og fremkaldte en enkelt nostalgibåret tåre, så var det – 80 år efter den officielle åbning tilbage i det ellers historisk grumme 1938 – genindvielsen af dette vidunderlige sportspalads på Peter Bangs Vej på Frederiksberg i landets hovedstad, pragtfulde KB-Hallen, efter den ødelæggende brand i begyndelsen af dette årti.
Men nu er den tilbage, den dejligste af alle haller. Den, der kan fortælle så mange, mange historier. Og jeg bukker og takker. Og jeg gør det gerne et par gange.
GENÅBNINGEN HAR selvfølgelig afstedkommet en del jubelskriverier i pressen, som har ladet deres ypperste medarbejdere, gode eksperter og specialister med blik for både dit og dat besøge hallen og vurdere dens arkitektoniske fylde, dens indretning og akustik.
Og samstemmende har de udsendte reportere rapporteret, at den nye, genopbyggede version af KB-Hallen er landet godt, og at den – som landets førende avis udtrykte det – kan blive et fedt spillested.
Sport??? Det var et ord, der kun lige blev strejfet, ellers handlede det hele om de kommende koncerter, der simpelthen ikke kan undgå at blive formidable oplevelser og succeser med den helt sande nougatlyd. Om det så er Svend-Erik Kedeligs Trio, De Kvindelige Brægere eller Thormod Jørgensens Knæskadede Orkester, der spiller.
DET FÅR MIG TIL at sige: Hov-hov, hov-hov! KB-Hallen er først og fremmest en sportshal, glem ikke det. Som sådan blev den bygget, som sådan er den genopstået. Så rend og rock!
Hallen er en del af stort idrætsanlæg med alle hånde boldbaner, der favnes af den stolte Kjøbenhavns Boldklub af 1876, KB – ældst på kontinentet – og den blev i 38 indviet af kong Christian X. Som kronen på det sportsværk, der havde status som Europas største private sportsanlæg.
Og måske var det denne lækre hal, hele denne fornemme privathed, der fik de stribede KB’ere til at optræde så hovskisnovski og hamrende arrogante, når man kom fra det socialdemokratiske Hvidovre for at spille en fodboldkamp – men det er en helt anden historie, som jeg gerne skal underholde med en anden gang.
Stoltheden over hallen er dog til at forstå, det skal indrømmes. For der var – og bliver det sikkert igen – ikke noget bedre sted at opleve sport.
Lyset var perfekt, lyden smuk og afdæmpet, atmosfæren intens og intim. Og det uanset om man var til håndbold med HG og Gert Andersen, Jørgen Petersen og Palle ’Vildmand’ Nielsen, eller man så danselandskamp og strutskørter. Eller var til boksning med toptunede muskeldrenge fra Kødbyen og falske blondiner med touperede frisurer og så svedige mandfolk som nævekæmperne Tom Bogs, Børge Krogh eller knockoutkongen Hans Jørgen Jacobsen.
JEG HUSKER KB-HALLEN som et sted, hvor man stod i kø, og hvor der altid var fuldt hus, altid. Det var hallen, hvor selveste Gøg & Gokke optrådte i 1947 – har jeg læst i forfatteren Arne Lybechs herlige lille bog om alle de begivenheder, KB-Hallen husede – og det var hallen, hvor jeg havde nogle af min ungdoms dejligste stunder.
Når gutterne og jeg om søndagen cyklede hjem mod Hvidovre fra Idrætsparken, hvor vi havde spist popcorn og triste pølser formentlig lavet af kolikramte, selvdøde svin og set et dobbeltprogram med KB og AB som hjemmehold, slog vi tit et smut over Peter Bangs Vej. Det kunne jo være, der var håndbold på programmet, måske tennis – ja, eller endda indendørs fodbold.
Ååhhh ja, fodbold. Det var dengang, da KB-Hallen var sprængfyldt under Poul Henningsens særlige KB-lamper, hvilket der især var garanti for, når den kongelige komiker Dirch Passer klædte om til korte bukser og trådte ind på gulvet i selskab med spillets notabiliteter. Det var længe, længe, før nogen havde tænkt Netflix-tanken, og ordet kabel-tv var ikke skruet sammen.
Det er min inderlige drøm at se det mandlige håndboldlandshold spille i KB-Hallen mod Sverige eller Tyskland. At se hallen blive fyldt, når Caroline Wozniacki svinger ketsjeren. At mærke stemningen, når der igen spilles finaler i basketball. Og måske opleve, at den udødelige boksepromotor Mogens Palle vender tilbage til KB-Hallen for at gøre sine ukendte boksere kendte.
Så glædeligt er det alt sammen, at jeg synes, vi skal slutte med en sang, Ikke sandt? Er I klar? En, to, tre – »Den danske sang er en ung blond pige, hun går og nynner i Danmarks hus, hun er et barn . . .«
