Ansigtsudtrykket hos Lasse Schönes marokkanske holdkammerat, Hakim Ziyech, sagde det hele. Åben mund, underkæben ved at ramme græsset, mens han viftede med højre hånd, som havde han netop brændt sig på en varm ovn.
Ved siden af Ziyech stod Lasse Schönes med fremskudt brystkasse og armene spredt ud til siden, mens han kiggede rundt på tilskuerne på Estadio Bernabéu i Madrid. Som sagde han »are you not entertained?« ud til publikum ligesom Russell Crowe-karakteren fra den oscarvindende film ’Gladiator’ efter at have overvundet publikums yndling.




























