Næstved tager udesejr over Silkeborg, Lucas Bjerregaard starter stærkt i Masters, og Diego Costa får otte spilledages karantæne.

Frans Nielsen melder afbud til VM i næste måned

Frans Nielsen (tv.) har spillet med i ni VM-turneringer for Danmark, men denne gang står han over, når der spilles i Slovakiet i næste måned.
   Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Frans Nielsen (tv.) har spillet med i ni VM-turneringer for Danmark, men denne gang står han over, når der spilles i Slovakiet i næste måned. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Ishockey: Frans Nielsen kommer ikke til at repræsentere Danmark, når VM spilles i Slovakiet fra 10. maj. Den erfarne NHL-spiller har meldt afbud, skriver TV2 Sport, der har talt med Detroit Red Wings-spilleren. »Jeg ringede til landstræner Heinz Ehlers i går (onsdag, red.), og han var meget forstående. Jeg fylder 35 år om nogle uger og bliver nødt til at tænke på mig selv og min familie«, siger Frans Nielsen. Han blev for få uger far til sit andet barn, og derfor har han valgt at prioritere familien frem for VM. Dermed misser han muligheden for at spille sin tiende VM-turnering for Danmark i denne omgang. Frans Nielsen har spillet 111 landskampe i den rød-hvide trøje og spillede ved sidste års VM en stor rolle for det danske hold.

Torsdag aften tabte Danmark en træningskamp 0-1 til Finland i Aalborg.

Golf: Lucas Bjerregaard slog torsdag tidligt ud i sin første Masters-turnering på den berømte Augusta-bane, og den 27-årige frederikshavner gjorde det forrygende. Selv om mange af de store navne ikke var færdige med den indledende runde, da danskeren var igennem de 18 huller, kunne han være stolt af en dag i to slag under par efter fem birdies, en bogey og en dobbelt bogey. Det var klasse af debutanten, selvom det var på 18. hul, at bogeyen kom.

Fodbold: Topholdet i 1. division, Silkeborg, tog torsdag imod en anden oprykkerkandidat, Næstved, og de to hold gav hinanden en jævnbyrdig duel. Hjemmeholdet kom foran, da Jeppe Okkels effektivt udnyttede en tidlig mulighed foran gæsternes mål, mens Kristoffer Munksgaard via stor energi fik udlignet midt i første halvleg. Silkeborg lagde pres efter pausen, men på en god omstilling slog anfører Munksgaard igen til, før Christoffer Boateng lukkede kampen med sin 3-1-træffer. Næstved er blot ét point efter Silkeborg og har en kamp i hånden.

Tennis: Det unge spanske talent Jaume Munar, der er tilknyttet Rafael Nadals akademi på Mallorca, fejrede torsdag en flot succes ved grusbaneturneringen i marokkanske Marrakech. I sin. 2. runde-kamp mod topseedede Alexander Zverev fra Tyskland tog Munar sejren 7-6, 2-6, 6-3. I kvartfinalen skal spanieren møde den mere rutinerede franskmand Benoit Paire.

Fodbold: Diego Costa skal sidde ude i de kommende otte ligakampe i Spanien efter sit røde kort mod FC Barcelona. Det oplyser Det Spanske Fodboldforbund på sin hjemmeside ifølge Ritzau. Atlético Madrid-angriberen får fire dages karantæne for sin udvisning, som han brokkede sig til mod Barcelona, samt fire dage for at være i fysisk kontakt med dommeren. Dermed er han færdig for denne sæson, da Atlético Madrid kun mangler at spille syv ligakampe.

Ifølge dommeren Gil Manzano havde Diego Costa benyttet ukvemsord efter en episode, hvor angriberen ikke fik tilkendt et frispark. »Jeg skider på din horemor«, indberettede dommeren Diego Costa for at have sagt. Det kostede et direkte rødt kort i kampen, som Atlético Madrid senere tabte 0-2. Gil Manzano indberettede også, at Diego Costa tog fat i dommerens arm i forbindelse med episoden efter 28 minutters spil.

Fodbold: Når 29. runde af Superligaen spilles fra fredag til mandag, vil samtlige kampe blive markeret med et klart budskab om, at klubberne står sammen i kampen mod homofobi. Det skriver Divisionsforeningen i en pressemeddelelse. Inden de syv kampe fløjtes i gang, vil spillerne samle sig rundt om et banner med teksten »Sammen mod homofobi« for at understrege, at tolerance og fællesskab er blandt fodboldens grundværdier, står der i meddelelsen. Divisionsforeningen håber dermed, at budskabet kommer bredt ud. »Vi er midt i den afgørende del af sæsonen, hvorfor fokus er rettet mod de vigtige kampe i runde 29, står der«.

Atletik: Sebastian Coe, der er præsident i Det Internationale Atletikforbund, (IAAF) er blevet frifundet af forbundets egen etiske komité for at have vildledte det britiske parlament om korruption og doping i russiske sport.

Badminton: Jan Ø. Jørgensen er færdig ved Singapore Open efter nederlag i 2. runde til Tien Chen Chou fra Taiwan. Nederlaget var i to sæt med cifrene 21-18 og 21-10. I damesingle tabte Mia Blichfeldt til Sindhu Pusarla fra Indien ligeledes i to sæt.

Håndbold: De danske verdensmestres nederlag på 32-31 til Montenegro i EM-kvalifikationen skyldtes ifølge landstræner Nikolaj Jacobsen især for lavt udbytte af de mange chancer og dårligt forsvarsspil. »Vi lavede 31 mål, og jeg synes, at vi brændte alt, alt for meget og fik ikke scoret på vores chancer. Når man ikke er mere effektiv i begge ender, får man som fortjent, og så taber vi også i dag. Vi vidste godt, at de kan spille god håndbold og lave en fantastisk stemning. Jeg synes ikke, at vi leverede på det niveau, vi kan. Defensivt dækkede vi ikke ret godt i 6-0 og havde for få redninger«, siger landstræneren til TV2 Sport.

Badminton: Syv mænd og seks kvinder skal repræsentere Danmark ved Sudirman Cup – også kendt som VM for blandede hold – som finder sted i Nanning i det sydøstlige Kina. På holdet er tre debutanter og en gennemsnitsalder på 25,5 år. Det er hele tre år yngre end Sudirman Cup-landsholdet fra 2017. Det danske hold, mænd: Viktor Axelsen, Anders Antonsen, Kim Astrup, Anders Skaarup, Mathias Boe, Mathias Christiansen, Niclas Nøhr (debutant). Kvinder: Mia Blichfeldt, Line Kjærsfeldt, Sara Thygesen, Maiken Fruergaard, Alexandra Bøje (debutant), Rikke Søby (debutant).

Rugby: Den australske landsholdsstjerne Israel Folau kan se frem til en fyreseddel efter at han har udtrykt sig i homofobiske vendinger på de sociale medier, skriver BBC. Den 30-årige Folau, der har spillet 73 landskampe, var udset til en plads på Australiens hold til dette års VM, men det bliver der ikke noget af nu.

Fodbold: 36-årige Jørgen Daubjerg Burchardt skal dømme søndagens superligakamp mellem Brøndby og FC København. Det er første gang, han er dommer i det store lokalopgør.

Fodbold: 1. FC Köln er på vej til at sikre sig en hurtig returbillet til den tyske bundesliga. Kölnerne rykkede ud efter sidste sæson, men er med seks runder igen alene i spidsen for den næstbedste række – syv point foran den anden nedrykker Hamburger SV. Senest fik Köln et enkelt point i et 4-4-målorgie mod en anden tidligere bundesliga-klub, MSV Duisburg.

Ishockey: Nederlaget i DM-kvartfinalen til Aalborg koster nu Herning-træner Petri Skriko jobbet. I en pressemeddelelse skriver klubben, at parterne er blevet enige om at stoppe samarbejdet øjeblikkeligt.

Fodbold: AGF henter 17 millioner kroner ved en aktieemission. Det oplyser superligaklubben i en fondsbørsmeddelelse ifølge Ritzau. Aktierne tegnes af en række erhvervspersoner fra Aarhus-området samt AGF’s bestyrelsesmedlemmer. For regnskabsåret 2018/2019 forventer AGF fortsat et resultat mellem nul og et plus på 5 millioner kroner.

Ishockey: Oliver Bjørkstrand og Columbus Blue Jackets leverede et forrygende comeback NHL-slutspillets første kamp, da 0-3 mod Tampa Bay Lightning blev vendt til sejr på 4-3. Allerede efter første periode var danskerens hold bagud med de 0-3 mod Tampa, der i grundspillet tangerede rekorden for flest sejre. Et enkelt mål af Blue Jackets i 2. periode blev fulgt op af tre i den sidste. Bjørkstrand var ikke blandt målscorerne.

Basketball: Dagen efter Dirk Nowitzkis farvel sagde endnu en legende farvel til den nordamerikanske NBA-liga. Og Dwayne Wade kunne være sin indsats bekendt, da han spillede sin sidste kamp for Miami Heat. 37-årige Wade sluttede nemlig med en såkaldt triple double, hvilket vil sige et tocifret antal point, rebounds og assists. De 25 point, 11 rebounds og 10 assists fra Wades var dog ikke nok for Miami Heat, der tabte 113-94 til Brooklyn Nets. Wade nåede i sin karriere at vinde NBA-mesterskabet tre gange.

Håndbold: For første gang i 30 år slutter Viborgs bedste kvindehold uden for top 4 i Danmark. Den enestående stime blev brudt af Herning-Ikast, som slog rivalerne 28-21 i slutspillet, og dermed er Viborg uden muligheder for at nå semifinalen. Viborg rykkede op i den bedste række i 1989, og siden er det blevet til 14 danske mesterskaber og yderligere en lang række medaljer.

Motorsport: Christian Lundgaard er i gang med forberedelserne til sæsonen i det europæiske formel 3-mesterskab. På grandprix-banen ved Barcelona har hele feltet testet, og danskeren sluttede næsthurtigst - 0,147 sekunder efter Leonardo Pulcini fra Italien. Næste uge er der testkørsler i Budapest inden sæsonen starter med det første løb i Barcelona 11. maj.

Tv: Nordic Entertainment Group (Nent), der blandt andet består af Viasat, har fra 2021 købt rettighederne til den alpine World Cup og World Cuppen i de nordiske discipliner. Aftalen inkluderer også verdensmesterskaberne i både de alpine og de norske skidiscipliner i 2023 og 2025.

Håndbold: Silkeborg-Voel har sikret sig endnu en sæson i kvindernes bedste liga efter en knusende sejr på 33-18 over Ajax. Rikke Iversen blev topscorer med 8 mål for jyderne. Aktuelt er Randers på sidstepladsen i nedrykningsgruppen.

Håndbold: Marit Malm Frafjord, der blandt andet har vundet to olympiske guldmedaljer, et verdensmesterskab og fire EM-titler med Norge, forlænger sin kontrakt med Team Esbjerg for yderligere en sæson. Nordmanden havde egentlig stoppet karrieren, men blev overtalt til at genoptage den i den vestjyske klub, og nu fortsætter samarbejder i hvert fald til 2020.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her