Golf: For anden dag i træk skulle Thorbjørn Olesen bruge 71 slag på at gennemføre de 18 huller på Augusta National Golf Clubs legendariske baner, da danskeren fredag gik sin anden runde i årets første golfmajor, US Masters. Da banens par er 72, er Thorbjørn Olesen nu samlet to slag under par, hvilket foreløbig rækker til en delt 15.-plads i den prestigefyldte turnering. En placering, der dog sagtens kan ændre sig, i takt med at de resterende spillere gennemfører deres anden runde.
Badminton: Viktor Axelsen er klar til semifinalen i Singapore Open efter et sandt drama mod indoneseren Jonatan Christie. Danskeren tabte første sæt 22-24 og vandt andet 21-18, inden de to spillere udvekslede føringer hele vejen mod afgørelsen. Jonatan Christie førte 13-10, men det vendte Viktor Axelsen til 16-13, inden en periode med flest indonesiske point. 17-19 var den tidligere danske verdensmester bagud, før han fik matchbold ved 20-19 og havde en imod sig ved 22-21 op til fejring af sejren på 24-22 med høje knæløft. I semifinalen skal Viktor Axelsen møde japaneren Kento Momota, som han tabte All England-finalen til.
Fodbold: Tommy Smith, der fra 1960 til 1978 spillede 638 kampe for Liverpool, er død i en alder af 74 år. Det skriver den engelske fodboldklub på sin hjemmeside. Ud over et hav af kampe for Liverpool var Tommy Smith med til at vinde ni trofæer for den engelske traditionsklub – blandt andet Liverpools første FA Cup-triumf i 1965 – ligesom han var anfører i tre år. I 1977 var Smith ligeledes med, da Liverpool for første gang vandt Europa Cuppen med en finalesejr over Borussia Mönchengladbach i en kamp, hvor Smith også scorede. Derudover vandt han blandt andet også fire engelske mesterskaber med Liverpool.
Tennis: Mens det ikke lykkedes for den 16-årige dansker Clara Tauson at vinde sin første kamp ved WTA-turneringen i Lugano, går det bedre for den et år ældre polak Iga Swiatek, der fredag sikrede sig plads i lørdagens semifinaler, da hun besejrede hviderusseren Vera Lapko i tre sæt, 4-6, 6-4, 6-1. I semifinalen møder den unge polak tjekkiske Kristyna Pliskova.
Fodbold: Cristiano Ronaldo gjorde efter en skade comeback i onsdagens Champions League-kvartfinale mellem Ajax og Juventus (1-1), hvor han scorede sin italienske klubs mål, men han må sidde over, når Juventus lørdag på udebane møder SPAL i Serie A. »Cristaino er først lige vendt tilbage, så det giver ingen mening at presse ham til at spille blot tre dage efter Champions League«, siger Juve-cheftræner Massimiliano Allegri i følge AP. Med blot uafgjort mod SPAL vil Juventus sikre sig det ottende italienske mesterskab på stribe.
Tennis: Ved denne uges grusbaneturnering i marokkanske Marrakech går det rigtig godt for Frankrig. I hvert fald er tre af lørdagens fire semifinalister franske, efter veteranen Jo-Wilfried Tsonga fredag vandt 6-3, 6-2 over den italienske kvalifikationsspiller Lorenzo Sonego. Tsonga møder nu landsmanden Benoit Paire, mens den tredje franskmand, Gilles Simon, står over for spanske Pablo Andujar.
NHL: 3-0 var lige ved atter at vise sig som en farlig føring i første runde af dette års NHL-slutspil. Natten til torsdag tabte favoritterne Tampa Bay Lightning nemlig 3-4 mod Oliver Bjorkstrand og Columbus Blue Jackets efter at have været foran 3-0. Derfor virkede der til at herske ekstra usikkerhed blandt fansene i Capital One Arena, da Lars Ellers Washington Capitals var gået fra at være foran 3-0 til kun 3-2 i 3. periode af opgøret mod Carolina Hurricanes. De forsvarende NHL-mestre fik dog forsvaret sig i løbet af to udvisningsperioder i slutningen af tredje periode, hvorefter Lars Eller på flot vis afgjorde kampen til sidst ved at lægge pucken i tomt mål fra egen banehalvdel til resultatet 4-2. I nattens anden danskerkamp vandt Frederik Andersen og Toronto Maple Leafs 4-1 på udebane mod Boston Bruins efter at have været bagud 0-1.
Fodbold: AaB har valgt at gøre Jacob Friis til den permanente løsning som træner for klubbens førstehold. Således har Friis skrevet under på en kontrakt, der løber frem til 30. juni 2022. Friis manglede blot et enkelt mål for at placere AaB i top-6 efter grundspillets afslutning. Alligevel har sportsdirektør Allan Gaarde og klubbens bestyrelse valgt, at Jacob Friis er den rigtige mand for dem fremover. »Ret hurtigt følte jeg mig afklaret i rollen som cheftræner, og jeg er glad for, at jeg nu endegyldigt er blevet tildelt ansvaret, så jeg udover at have fokus på den forestående kamp også kan arbejde mere langsigtet, hvilket giver både spillertruppen, den øvrige trænerstab og jeg selv nye perspektiver til sammen at udvikle os i den rigtige retning«, siger Jacob Friis i AaB’s pressemeddelelse.
Golf: Efter de første 18 huller på den ikoniske Augusta-bane i Georgia fører amerikanerne Brooks Koepka og Bryson DeChambeau feltet an seks slag under par. Det er fire slag foran den danske debutant, Lucas Bjerregaard, på en delt 11. plads samt fem slag foran Thorbjørn Olesen, der ligger en delt nr. 21. Flere af sportens store navne er kommet godt fra start ved Masters. Således gik Phil Mickelson banens første 18 huller fem slag under par og ligger nr. 2. Ian Poulter er fire slag under par på tredjepladsen, mens Tiger Woods ligger nr. 11 ligesom Bjerregaard.
Fodbold: Daniel Wass scorede et flot mål torsdag aften, da Valencia besejrede lokalrivalerne fra Villarreal med 3-1 i den første af to kvartfinaler i Europa League. En sejr, som Valencia tilmed hentede på udebane. I de øvrige kvartfinaler vandt Arsenal med 2-0 hjemme over Napoli. Benfica slog på hjemmebane tyske Eintracht Frankfurt 4-2, mens Chelsea på udebane vandt over FCK’s banemænd fra Slavia Prag med 1-0.
Baseball: En angriber, der ikke kan lave mål. En svømmer, der ikke føler sig tilpas i vand. Baseballspiller Chris Davis gennemgår i øjeblikket sin sports udgave af de to førstnævnte situationer. Det i så slem grad, at det er uden sidestykke i den over 100 år lange baseballhistorie. Davis har i sine seneste 58 forsøg ikke formået at sende bolden i spil. En nærmest uvirkelig lang stime i et spil, hvor spillerne i gennemsnit formår at undgå at blive grebet af markspillerne eller blive ramt af en strikeout cirka hver fjerde gang. Davis’ dårlige stime brød en rekord fra 1984, hvor Tony Bernazard ikke kunne sende bolden i spil i 57 forsøg i træk.
Situationen bliver ikke meget bedre af, at Baltimore Orioles i 2015 gav Davis en syvårig kontrakt til en værdi af lidt over en milliard kroner for at blive i Baltimore. En af de største kontrakter i nutidens baseball. Lokale forretninger bruger nu Davis’ situation til at promovere dem selv, således deres kunder får gratis mad og drikke den dag, hvor Chris Davis med al sandsynlighed – trods alt – atter formår at sende en bold i spil.
fortsæt med at læse




























