Rungsted gør rent bord og vinder DM-guld i ishockey


    Frederik Høeg-Jørgensen (26) og Rod Pelley (10) i face off under fjerde kamp i finaleserien i Metalligaen ishockeykampen mellem SønderjyskE og Rungsted Seier Capitals. (Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix)
   Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Frederik Høeg-Jørgensen (26) og Rod Pelley (10) i face off under fjerde kamp i finaleserien i Metalligaen ishockeykampen mellem SønderjyskE og Rungsted Seier Capitals. (Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix) Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

For første gang i 17 år er Rungsted dansk mester i ishockey.

Fredag aften blev DM-guldet sikret på udebane mod Sønderjyske, da Rungsted Seier Capital vandt med 1-0.

Kampens afgørende mål blev scoret af svenskeren Robin Bergman med syv minutter tilbage af kampen. Målet blev scoret, da Rungsted var i overtal.

Med sejren har Rungsted gjort rent bord i finaleserien, som blev vundet med 4-0 i kampe.

Det lugtede ellers af en femte finale igennem det meste af kampen.

Sønderjyske var det toneangivende hold, og Vojens-klubben kunne have været foran, da holdene skøjtede ind til den første pause i kampen.

Presset tiltog

I anden periode tiltog presset, og flere gange var sønderjyderne tæt på at komme i front på en returpuck, men forsøgene blev brændt. Det samme blev Steffen Franks friløber på Thomas Lillie.

I det første minut af tredje periode viste målmanden sig endnu en gang som den store helt, da han reddede en ny Sønderjyske-friløber. Denne gang var Mads Lund synderen med afbrænderen.

Det løse krudt fra sønderjydernes skytter blev til sidst helt kostbart, da Robin Bergman bragte Rungsted i front.

I de døende sekunder fik hjemmeholdet ellers en stor mulighed for at udligne, men Thomas Lillie holdt buret rent, før den store jubelfest brød ud.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her