SKAL DANSK IDRÆT have en whistleblower-ordning? En slags ’postkasse’, hvor folk i sportens verden – børn, unge voksne, elite og motionister – i hemmelighed kan fortælle om urimeligheder, om mistrivsel, magtmisbrug og fup og fiduser?
Det skal i dag diskuteres på årsmødet i Danmarks Idrætsforbund, den store moder i den organiserede danske sportsverden, som favner både den lille fregnede fodboldspiller Sigurd på fire år, den olympiske svømmer Pernille Blume på 24 og den 56-årige Gertrud, ihærdig oldgirls-håndboldspiller.




























