Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Spansk fodboldstjerne død i trafikulykke - 35 år gammel

Foto: Dylan Martinez/Ritzau Scanpix
Foto: Dylan Martinez/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den spanske fodboldspiller José Antonio Reyes er død - 35 år gammel.

Han mistede livet i en trafikulykke, skriver Reyes' tidligere arbejdsgiver Sevilla på sin twitterprofil lørdag.

Spanieren spillede også blandt andet i Arsenal, fra 2004 til 2007, hvor han var med til at vinde det engelske mesterskab i 2003/2004-sæsonen, da London-klubben ikke tabte en eneste kamp i Premier League.

Det blev også til 21 optrædener for det spanske landshold for José Antonio Reyes.

Han har i foråret spillet for Extremadura i den næstbedste spanske række, hvor han kom på banen i ni kampe, senest 18. maj mod Alcorcón.

José Antonio Reyes kom til Sevilla i en alder af blot ti år. Efter en årrække på klubbens ungdomshold fik han sin professionelle debut for Sevilla som 16-årig.

I januar 2004 gik turen så til Arsenal, der dengang betalt 17 millioner pund for offensivspilleren.

2006/2007-sæsonen blev brugt i Real Madrid på et lejehold, inden han sæsonen efter skiftede til Atlético Madrid.

Her var Reyes på lønningslisten frem til 2011. Undervejs gik turen dog også til portugisiske Benfica på leje.

I 2011 vendte spanieren så hjem til den klub, han fik sin fodboldopdragelse i, Sevilla. Her spillede han i fem år, hvor det blandt andet blev til tre sejre i træk i Europa League.

Reyes' sidste par år som fodboldspiller var mere flygtige og bød på ophold i Espanyol, Córdoba, kinesiske Xinjiang Tianshan Leopard og altså senest Extremedura.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her