Det skal ikke hedde sig, at Niels Frederiksen forlader jobbet som dansk U21-landstræner uden at lade kreativiteten råde i bestræbelserne på at aflevere et hold, der er blandt Europas fire bedste.
Han har i hvert fald rystet posen gevaldigt endnu en gang og sendt Anders Dreyer og Andreas Skov Olsen i startopstillingen sammen med Magnus Kofod Andersen, der også begyndte på banen mod Tyskland i første danske kamp under EM-slutrunden.
Disse 11 er på banen i Trieste, når der bliver fløjtet op: Daniel Iversen - Asger Sørensen, Victor Nelsson, Jacob Rasmussen - Rasmus Nissen Kristensen, Magnus Kofod Andersen, Philip Billing, Joakim Mæhle - Andreas Skov Olsen, Anders Dreyer, Jacob Bruun Larsen.
Helt grotesk: En enkelt advarsel kan ende med at koste Danmark pladsen i EM-semifinalenDet betyder, at tvivlen om Robert Skovs evne til at yde helt på toppen for tredje kamp i træk i første omgang har sat ham blandt reserverne, hvor Jens Stage og Jonas Wind atter er placeret.
Formålet er tydeligvis at bringe rappe fødder i spil over for et serbisk forsvar, der hidtil har virket fysisk stærkt og til gengæld meget stationært, så masser af danske løb og kvikt pasningsspil skal bane vejen for den sejr på minimum 3-0, der skal til for at give Danmark håb om en plads i semifinalen.
Om det er den rigtige strategi, kan kun kampforløbet vise, for oven på to ekstremt skuffende nederlag til Østrig og Tyskland, har manager Goran Djorovic skiftet seks mand ud i forhold til den startformation, der blev ydmyget med 1-6 af tyskerne.
Det betyder - ikke overraskende - at blandt andre supertalentet Luka Jovic, der netop er skiftet fra Eintracht Frankfurt til Real Madrid, er på bænken.
fortsæt med at læse




























