FC Københavns nye midtbanemand Jens Stage har fået spørgsmål, som var sværere at svare på end det, han fik, efter at han havde været med til at vinde 2-1 over SønderjyskE. Hvordan er det at være FCK-spiller i stedet for AGF’er? »Jeg vinder hver gang«, svarede han og smilede. 22-årige Stage har været på banen i alle mesterholdets seks kampe. Han kunne have tilføjet, at forskellen på at spille for FCK og AGF, der endnu ikke har vundet i den nye sæson, også er, at han er sikker på at være med til vinde medaljer og mesterskaber.
Sikkert også en pokalfinale eller to. Og han får mange europæiske kampe med FCK. AGF optrådte senest i Europa i juli 2012, og aarhusianerne glemmer helst det samlede nederlag på 5-2 til georgierne fra Dila Gori.




























