De danske mestre fra FC København kan se frem til to danskermøder i det kommende Europa League-gruppespil.
Ved fredagens lodtrækning til Europa League endte FCK i gruppe med Dinamo Kijev (Ukraine), Malmö FF (Sverige) og FC Lugano (Schweiz).
Den tidligere FC Midtjylland-spiller Mikkel Duelund slår til dagligt sine folder i Dinamo Kijv, mens Malmö har hele fire danskere i truppen.
Det er Jonas Knudsen, Søren Rieks, Anders Christiansen og Lasse Nielsen.
Gruppespillet indledes 19. september, men rækkefølgen på kampene er endnu ukendt.
FCK er eneste mesterhold
FCK er det eneste mesterhold i gruppen, hvor Dinamo Kijev kom fra øverste seedningslag. Danskerne var i andet seedningslag, Malmö i tredje og Lugano i sidste lag.
Lugano sluttede som nummer tre i den schweiziske liga i sidste sæson, men har fået en sløj start i denne sæson med blot en enkelt sejr efter fem kampe.
Dinamo Kijev blev nummer to i Ukraine i sidste sæson og har indledt indeværende sæson med syv point i fire kampe.
I Allsvenskan er man allerede 21 runder inde i sæsonen, der følger kalenderåret. Malmö er nummer fire i rækken med seks point op til førerholdet.
Ståle Solbakkens mesterhold missede kvalifikationen til Champions League, men formåede med en samlet sejr på 3-2 over to kampe mod lettiske Riga FC at booke en plads i Europa League.
Lodtrækning i dag kl. 13: Her er FCK's mulige modstandere i gruppespilletRitzau




























