Ståle Solbakken eller Åge Hareide? Hvem af dem skal være den næste norske landstræner. Manden, der er konge i FC København, eller succestræneren, som Dansk Boldspil-Union vil af med. Næste sommer udløber svenskeren Lars Lagerbäcks landstrænerkontrakt med det norske forbund. Fodbold-Norge diskuterer, hvem der er de mest oplagte kandidater som afløser.
Eksperter og specialister, analytikere og trænere giver deres bud. Senest er det Egil ’Drillo’ Olsen, træneren, som er en legende og har haft de bedste resultater med landsholdet, der siger til norske Dagsavisen: »Jeg ville hente Ståle Solbakken ind. Han har vel snart været længe nok i København«.


























