Hattrick-helten Andreas Cornelius tænker det samme, som William Kvist og Christian Poulsen, Niclas Jensen og Peter Møller gjorde. Parma-matchvinderen i 5-1-kampen mod Genoa i den italienske Serie A vil også gerne, som de fire fik det tilrettelagt, slutte fodboldkarrieren i FC København efter mange sæsoner hos klubber ude i Europa.
FCK har betydet meget for Cornelius og gør det stadig. Han blev voksen i FCK, vandt titler og pokaler, han skiftede til Cardiff City, kom tilbage til København, hvorfra han igen tog ud til Atalanta. Fortsatte til Bordeaux og er nu – på få minutter, kan man sige – blevet et stort navn i Parma Calcio. Ja, vel i hele det fodboldglade Italien, hvor danskerens navn var i de store overskrifter, billeder af hans scoringer, lavet fra det 42. til og med det 50. minut, prydede mange sportsavisers forsider, og tv- og radiostationer gjorde ham til hovedperson efter 8. spillerunde.





























