Peter Schmeichel har altid været kæmpefan af det danske landshold. Han elsker landsholdet. Da han var barn, drømte han om to ting. At spille for Danmark og vinde FA Cuppen med Manchester United. Drømmene gik i opfyldelse. Nu, få dage før afgørelsen i EM-kvalifikationsgruppen, hvor kampen mod Irland i Dublin skal give landsholdet adgang til slutrunden næste år, hylder og roser Schmeichel spillerne og landstræner Åge Hareide i flotte vendinger. Og undrer sig over, at DBU ikke forlængede Hareides kontrakt.
»Jeg vil starte med Åge. Han er en træner, der forstår at være landstræner. Han kom ikke ind og sagde »jeg har den her måde at spille på«. Han ser på spillerne og går videre derfra. Hvordan kan de udnyttes bedst. Systemet og spillet skal indrettes efter det. Han er pragmatisk. Det så vi virkelig i hjemmekampen mod Polen på vej til VM. Taktisk flot var det. Polen havde svagheder, Åge og Jon Dahl så. Vi dominerede med store spillere og lange afleveringer fremad. 4-0, alle var glade«.


























