Fodbold. Bayern München havde på hjemmebane ikke de store problemer med at slå rivalerne fra Borussia Dortmund. Med skarpretteren Robert Lewandowski i hopla som dobbelt målscorer kørte hjemmeholdet Dortmund over og tog en stensikker sejr på 4-0, der bringer Bayern med den midlertidige træner Hans Dieter-Flick ved roret op på en delt andenpladsen i Bundesligaen et enkelt point efter førerholdet Borussia Mönchengladbach, der dog har en kamp i hånden. Det var i øvrigt ufattelige 11. ligakamp i streg, at 31-årige Lewandowski fik netmaskerne til at blafre.
Fodbold. Leicester avancerer til andenpladsen i Premier League efter en sejr på 2-0 over Arsenal. Leicester var klart bedst i første halvleg, men det lykkedes først at få bolden i anden halvleg, hvor Arsenal ellers var kommet bedre med. Jamie Vardy stod med sit 11. ligamål bag den forløsende føring, som faldt efter flotte Leicester-kombinationer, inden James Maddison definitivt afgjorde kampen med et klogt skud helt ude ved stolpen. Arsenal ligger nummer seks og har langt til top-4.
Fodbold. Chelseas fine serie af gode resultater fortsætter. Lørdag eftermiddag kunne holdet i Premier League med en 2-0-sejr over Crystal Palace hjemme på Stamford Bridge overhale Manchester City i tabellen og indtage andenpladsen efter Liverpool. I hvert fald midlertidigt, for City spiller søndag aften mod netop Liverpool på Anfield i 12. rundes storkamp. Lørdag tog Chelsea som ventet kommandoen, men først efter pausen kom forløsningen, da unge Tammy Abraham efter et teknisk overlegent oplæg fra Willian scorede, hvorefter Christian Pulisic afgjorde kampen med sin 2-0-træffer et lille kvarter før tid.
Tottenham har i denne sæson leveret meget skiftende præstationer i Premier League, og lørdag skulle holdet fra sin position som nr. 11 i tabellen forsøge at sætte den succesrige oprykker Sheffield United på plads hjemme i London. Det holdt hårdt, og selv om Son Heung-min bragte sit hold foran efter pausen, sluttede det 1-1 efter udligning ved George Baldock. I lange perioder var det endda gæsterne, der dominerede spillet med en forbilledlig holdindsats, hvor der blev kæmpet for hver meter på Tottenham Hotspur Stadium.
Ishockey. Det mandlige danske landshold tabte lørdag for anden dag i træk. I trenationers-turneringen i Norge vandt de norske værter opgøret 4-2, efter at Danmark fredag tabte 1-3 til Østrig i sæsonens første danske landskamp. Norge stillede til opgøret i Lørenskog med en trup, der næsten var identisk med det norske landshold, som spillede det seneste VM. Det var for stor en mundfuld for det danske mandskab, der i turneringen primært stillede op med spillere fra den hjemlige liga.
Tennis. Der var opmuntring til rutinerede Frederik Løchte Nielsen lørdag i Slovakiet. Her sejrede danskeren med sin double makker i finalen i en Challenger-turnering i Bratislava. Sammen med tyske Tim Pütz måtte Frederik Løchte Nielsen dog se sig slået i første sæt i finaledysten mod tjekkiske Roman Jebavy og slovakiske Igor Zelenay. 36-årige Frederik Løchte Nielsen og Pütz kom tilbage og tog de to næste sæt og vandt Slovak Open med 4-6, 7-6 (7/4), 11-9.
Håndbold. København Håndbold sikrede sig lørdag eftermiddag et fint udgangspunkt inden det afgørende returopgør i kvalifikationsturneringen til EHF Cuppen. Med en sejr på 32-23 hjemme over franske Nice ser det danske hold ud til at have det ene ben i gruppespillet, inden der spilles returopgør i den franske kystby næste søndag. Det danske hold gik til pause foran med 14-11, men i løbet af anden halvleg løb københavnerne helt fra franskmændene. Topscorer i kampen blev Mia Rej Bidstrup med 9 mål.
Arsène Wenger har ikke været i job, siden han sidste år efter mere end to årtier i Arsenal sagde farvel. Men måske kalder Bundesligaen.
Fodbold. Den tidligere Arsenal-manager Arsène Wenger kan måske være på vej til at overtage det ledige trænerjob i Bayern München. Bayern-formand Karl-Heinz Rummenigge afviste ellers tidligere på ugen, at den 70-årige franskmand var en mulighed, efter at den sydtyske klub har fyret Nico Kovac. Men nu har Wenger afsløret, at han er blevet kontaktet af Rummenigge. »Han spurgte mig, om jeg ville være interesseret, da han ledte efter en træner«, siger Arsène Wenger til tv-stationen BeIN Sports. Den i øjeblikket arbejdsløse franskmand forstår ikke, hvorfor Bayern-formanden har udtalt, at Wenger ikke var en mulighed. Han fortæller, at de talte sammen i fire til fem minutter. »Det er en overraskende historie. Jeg sagde til ham, at jeg var nødt til at tænke over det og har brug for lidt tid. Vi blev enige om, at vi i den kommende uge skulle tale videre i telefonen. Det er den sande historie«, siger Wenger. Fra 1996 til 2018 var Arsène Wenger manager for engelske Arsenal. Efter at han stoppede for godt et år siden, har han ikke været i job.
Badminton. Rasmus Gemke missede lørdag en plads i finalen ved Fuzhou China Open. I semifinalen måtte den 22-årige dansker se sig besejret af den japanske verdensetter Kento Momota. Den japanske storfavorit vandt med 21-19, 21-8 og er nu ubesejret i foreløbig tre kampe mod Gemke. I den anden semifinale blev Gemkes gode ven Anders Antonsen også ekspederet ud af turneringen med et nederlag 10-21, 12-21 til verdensranglistens nr. 2, Tien Chen Chou, fra Taiwan. Antonsen var langt fra sit bedste niveau og virkede chanceløs i opgøret.
Golf. Joachim B. Hansen slap stabilt fra de første to runder i European Tour-turneringen Turkish Airlines Open torsdag og fredag. Lørdag fortsatte han bedriften, da han for tredje dag i træk gik i fire slag under banens par på 72 slag. Dermed avancerede Joachim B. Hansen lidt i stillingen og spillede sig på en delt tiendeplads. Danskeren må ærgre sig over tre bogeys lørdag, da han også leverede syv birdies og altså endte i 68 slag. Den 29-årige dansker er dermed seks slag efter østrigeren Matthias Schwab, der er i front med 18 slag under par, mens der er tre slag op til den delte andenplads inden søndagens sidste runde.