Mesut Özils udtalelser i sine opslag på Instagram og Twitter, hvor han kritiserede Kina for at undertrykke et muslimsk mindretal, uighurerne, som han omtalte som krigere, har fået nye prominente aktører til at udtale sig.
Mesut Özils opslag medførte, at den statsstyrede tv-station i Kina, CCTV, undlod at sende en ellers planlagt kamp mellem Arsenal og Manchester City i Premier League.
Nu har en af præsident Donald Trumps vigtigste rådgivere, udenrigsminister Mike Pompeo, valgt at kommentere sagen på det sociale medie Twitter. Her skrev han, at:
»De propaganda-ansvarlige i Kommunistpartiet i Kina kan censurere Mesut Özil og Arsenals kampe hele sæsonen, men sandheden vil sejre. Kommunistpartiet kan ikke skjule deres store overtrædelser af menneskerettighederne mod Uighurerne og andre religiøse trosretninger i verden«.
Koraner bliver brændt, moskéer lukket ned, muslimske skoler bliver forbudt, religiøse lærde er blevet dræbt en efter en. Alligevel vælger muslimer at tie stille
Udtalelserne fra Mike Pompeo kom efter, at tidligere Manchester City-spiller og muslim, Yaya Toure, offentligt langede ud efter Mesut Özil og sagde, at det var forkert af ham, at fordømme Kinas behandling af Uighurerne.
»Fodboldspillere skal holde sig til fodbold og politikere skal holde sig til politik. Man kan bare ikke være involveret i den slags ting, fordi det afføder en masse problemer. Som muslim selv er det kompliceret, og det er hans (Mesut Özil red.) valg. Han har valgt at kommentere, som han har, men jeg synes, det var forkert af ham at sige det«, sagde den tidligere Manchester City-spiller.
Yaya Toure har en overgang selv spillet i den anden bedste fodboldrække i Kina, og han er en stor stemme i kampen mod racisme. Hans målrettede kritik af Mesut Özil faldt på samme tidspunkt, at Premier League-klubberne blev opfordret til at fortælle deres muslimske spillere, at de frit kunne tilslutte sig Mesut Özils udtalelser om den etniske udrensning af uighurerne. Hvis de altså ville.
Manglende opbakning fra egen klub
Arsenal valgte at distancere sig fra Mesut Özils udtalelser, hvilket fik Det Muslimske Råd i Storbritanien til at stille spørgsmålstegn ved, om en manglende støtte kunne ske for andre muslimske Premier League-spillere. Heriblandt Mohamed Salah, Sadio Mané, Paul Pogba, N’Golo Kanté og Riyad Mahrez.
Mesut Özil skrev fredag, at uighurerne er »krigere, som modstår forfølgelse«, og kritiserede Kina for at føre en alt for hård linje over for muslimerne:
»Koraner bliver brændt, moskéer lukket ned, muslimske skoler bliver forbudt, religiøse lærde er blevet dræbt en efter en. Alligevel vælger muslimer at tie stille«, skrev Özil blandt andet i sit opslag.
Fra Arsenal var der ingen opbakning til Özils udsagn. Lørdag kom klubben med en udtalelse på det kinesiske sociale medie Weibo.
»Budskabet er helt og aldeles Özils personlige holdning. Som fodboldklub holder Arsenal af princip sig fra at involvere sig i politik«, skrev Arsenals officielle profil.
Den kinesiske regering har også beskyldt Mesut Özil for at levere »fake news« via sine sociale medier. Derfor har de blokeret Mesut Özils bruger, så de kinesiske søgemaskiner ikke kan finde hans 30.000 store kinesiske fanbase.
fortsæt med at læse


























