Cecilie Uttrup har forberedt sig til en kanonsæson, som bl.a. skulle give olympisk deltagelse. Nu er hun ved at eksplodere af cykellyst.

Fanget af corona: Danmarks mest begejstrede cykelrytter venter og venter og venter

Med sit gode humør, sin optimisme og virkelyst er Cecilie Uttrup en gevinst for et cykelhold. Derfor skrev det franske hold kontrakt med den danske rytter. Foto: Tariq Mikkel Khan/POLFOTO
Med sit gode humør, sin optimisme og virkelyst er Cecilie Uttrup en gevinst for et cykelhold. Derfor skrev det franske hold kontrakt med den danske rytter. Foto: Tariq Mikkel Khan/POLFOTO
Lyt til artiklen

Vi har for åben skærm hørt hende skrige sin begejstring ud.​

Vi har hørt hende råbe »åh for helvede, mere af det her!«, når hun har krydset målstregen efter et succesrigt ridt.

Og vi har hørt hende grine og græde på samme tid, når hun skulle fortælle, hvor fantastisk det var at være med på bjerget.

Derfor må det være i orden at kalde Cecilie Uttrup Ludwig fra Herlev Danmarks mest begejstrede cykelrytter.

Som 24-årig kører hun som fuldtidsprofessionel på det franske hold FDJ-Nouvelle Aquitaine-Futuroscope, og hun er med egne ord »vild med det«.

Men nu, lige før klassikersæsonen, har det at køre cykelløb lange udsigter for den unge dansker – og for alle hendes mandlige og kvindelige kolleger i cykelbranchen.

»Jeg føler mig spærret inde, for jeg har sådan en lyst til at komme i gang«, fortæller Cecilie Uttrup i telefonen fra hendes base i den nordspanske by Girona, beliggende i Catalonien.

»Jeg kom ikke til start i Belgien, mit løb i Italien blev også aflyst, og ja, nu er alt aflyst på grund af coronavirussen. Forårssæsonen er virkelig i fare, og det er en rigtig møgsituation, når man nu så gerne vil i gang. Men det er jo en alvorlig sag, det her, så der er ikke andet at gøre end at vente og vente. Vi må tage til takke med at træne, det er jo ens for alle«.

Cecilie Uttrup har set frem til denne sæson med stor spænding. Dels har hun skiftet hold, dels er det sæsonen, hvor hun skal virkeliggøre et flere år gammelt mål: at kvalificere sig til OL i Tokyo 2020.

»Olympisk deltagelse, det at komme med til OL og repræsentere Danmark, er en stor drøm hos mig. Det satser jeg virkelig på. Jeg håber på, at det kan lade sig gøre, når vi kommer i gang med at køre løb«, siger hun.


Rasmus Bech

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her