Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Viktor Fischer er en af de bedst lønnede spillere i den danske liga og går nu 20 procent ned i løn.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

FCK-spillere går ned i løn under coronakrisen

Følg med i strømmen af nyheder fra den coronaplagede sportsverden.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Fodbold. Danmarks bedst betalende klub, FC København, skærer 20 procent i spillernes samt den sportslige ledelses og trænerstabens lønninger. Det meddeler klubben tirsdag morgen. Beslutningen er taget i samråd med klubbens hovedaktionærer samt bestyrelsesformand Bo Rygaard, skriver FCK på sin hjemmeside. »Vi sætter stor pris på, at spillerne og den sportslige ledelse i klubben har valgt det her skridt for at give klubben bedre og mere bæredygtige forudsætninger i en vanskelig periode. Det viser, at vi står sammen om at komme sikkert igennem en kritisk situation og stå stærkere på den anden side«, siger Bo Rygaard.

»Vores mål med lønnedgangen er at sikre, at FCK står stærkest muligt som organisation efter coronakrisen«, erklærer klubbens sportslige ledelse, manager og træner Ståle Solbakken samt teknisk direktør Johan Lange.

Amerikansk fodbold. I mange år har 12 hold i NFL kunnet booke billet til slutspillet, men fremover får to hold yderligere forlænget sæsonen og drømmen om en plads i Super Bowl. Tirsdag har ligaens ejere på et videomøde vedtaget, at NFL-slutspillet fremover kommer til at bestå af 14 hold. Det skriver nfl.com ifølge Ritzau.

Speedway. Den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen er testet positiv for coronavirus. Det meddeler han selv på Facebook, skriver Ritzau. Her skriver den 42-årige fynbo, at han dog ikke er så hårdt ramt. »Jeg har det sådan set godt og er ikke nervøs. Det føles mest som en almindelig influenza, og jeg har ikke haft problemer med åndedrættet«, siger han på sit Facebook-opslag.

Fodbold. 1. og 2. Bundesliga vil forblive suspenderede frem til 30. april på grund af coronavirus, som det i sidste uge blev foreslået klubberne. Det har Den Tyske Ligaforening (DFL) besluttet i samråd med klubberne, oplyser flere klubber på Twitter ifølge Ritzau. Dermed vil der altså tidligst blive spillet i de to rækker i maj. I første omgang var begge rækker blevet udsat til 2. april.

Fodbold. Ekslandsholdsspilleren Tobias Mikkelsen stopper karrieren. Den 33-årige wing havde kontraktudløb, men har indstillet jagten på en ny klub. Det fortæller han til bold.dk. Tobias Mikkelsen nåede ved siden af ophold i klubberne Lyngby BK, Brøndby IF, FC Nordsjælland, Greuther Fürth, Rosenborg BK, Brisbane Roar og Helsingborgs IF også 8 kampe på A-landsholdet.

Håndbold. Herning-Ikast Håndbold har solgt den landsholdsaktuelle 18-årige bagspiller Emilie Steffensen til en unavngivet dansk ligaklub. Det skriver midtjyderne på deres hjemmeside. Steffensen skifter til sommer.

Håndbold. Bjerringbro-Silkeborgs fløjspiller Stefan Hundstrup indstiller efter flere alvorlige skader karrieren som 33-årig.

Fodbold. De norske klubber får ekstra tid til at købe spillere. Det Norske Fodboldforbund oplyser til VG, at det transfervindue, der egentlig stod til at lukke 1. april, vil blive genåbnet i en tougers periode senere på foråret og rettidigt før den udsatte sæsonstart 23. maj.

Fodbold. De 550 ansatte i den engelske Premier League-klub Tottenham, der ikke er spillere, går 20 procent ned i løn under coronapandemien. For klubboss Daniel Levy betyder det ifølge tal fra BBC, at Levys månedlige grundgage falder fra ca. 3 millioner kroner til knap 2,4 millioner kroner. Daniel Levy siger til klubbens hjemmeside, at han håber, at centrale forhandlinger mellem Premier League samt spiller- og managerfagforening munder ud i en aftale om kollektiv lønnedgang i de 20 klubber i verdens mest pengestærke liga.

Tennis. Kvindernes WTA Tour slutter som regel kort inde i november, men nu overvejer WTA at forlænge sæsonen. »WTA arbejder hårdt med sine turneringer for at maksimere indtjeningsmulighederne, når den professionelle tennissæson starter op igen, og overvejer en forlængelse af den 44 uger lange sæson, så der kan afholdes flere turneringer«, oplyser WTA ifølge Ritzau til Reuters. Foreløbigt er alle WTA-turneringer samt mændenes ATP Tour suspenderet frem til 7. juni.

Fodbold. En af de mest ombejlede spillere i Premier League, Aston Villa-kaptajnen Jack Grealish, har fået en bøde af ukendt størrelse af Birmingham-klubben for at gå imod den britiske regerings corona-anbefalinger. Grealish satte sig i sidste uge ind i sin bil for at køre over til en bekendt – og kørte galt. »Anfører Jack Grealish har accepteret, at hans beslutning om at forlade sit hus var forkert og fuldstændig unødvendig. Det brød med regeringens anbefalinger, der er tydelige og bør blive fulgt af alle«, skriver klubben.

Fodbold. Også i Tyskland har en topspiller fået bødestraf af sin klub. Det er Schalke 04’s marokkanske midtbanemand Amine Harit, der har trodset myndighedernes anvisninger ved at befinde sig som gæst til et såkaldt corona-party i en vandpibecafe efter lukketid kl. 18. Det kom klubben for ørerne, at politiet opløste selskabet i restauranten langt efter midnat, hvilket altså har medført en »betragtelig bødestraf«, som det udtrykkes overfor nyhedsbureauet DPA. Amine Harit er tillige blevet bedt om at donere en større sum til en række støtteprojekter søsat af frivillige fans.

Fodbold. Den tidligere præsident for Det Brasilianske Fodboldforbund (CBF), José Maria Marin, der var i færd med at afsone en fængselsstraf på fire år for sin rolle i den store Fifa-korruptionsskandale, er blevet løsladt fra fængslet i Pennsylvania, USA. Den 87-årige Marins advokater havde af helbredsmæssige årsager søgt om løsladelse og grundet coronasituationen fået medhold af en dommer.

Fodbold. Den første større europæiske klub er bukket under som følge af de økonomiske bivirkninger fra coronakrisen. Det er de slovakiske vicemestre MSK Zilini, der tidligere har været med i Champions League, som har erklæret sig insolvente og dermed er på vej mod en konkurs. 17 spillere har allerede fået ophævet kontrakterne, da de afviste at gå ned i løn. Zilina ligger ved indgangen til den nationale ligas slutspil på 2. pladsen, men er nu højest tvivlsom deltager, beretter mediet sme.sk.

Rugby. Også et nationale forbund er bukket økonomisk under som følge af coronapandemien. Det er Det Amerikanske Rugbyforbund USA Rugby, der har indgivet konkursbegæring. USA Rugby med ca. 130.000 melemmer håber nu på økonomisk hjælpe fra Det Internationale Rugbyforbund.

Fodbold. Mandag bragte Politiken historien om B.93’s anmodning om, at blive kåret som danmarksmester – anno 1928. Nu undrer rivalerne for fra 92 år siden - B1903 og Frem – sig over manøvren. Ifølge reglerne skulle der spilles omkampe, men de blev aldrig afviklet. Derfor besluttede Dansk Boldspil-Union (DBU) for 92 år siden, at der ikke skulle kåres en mester. B93 havde både den bedste målscore, bedste målkoefficient og var bedst i indbyrdes kampe. De tiebreakere blev imidlertid ikke anvendt dengang. Frem-formand Per Jakobsen siger til TV2 Sport, at alle tre klubber skal have titlen, hvis der skal ændres noget. B1903-formand Benny Olsen påpeger, at B.93 og Frem ikke ønskede at spille omkampene, som DBU havde bedt om.

Annonce

Idræt. Tilt rods for, at statsminister Mette Frederiksen (S) mandag luftede planer om langsom at åbne landet op igen, maner Danmarks Idrætsforbund (DIF) til besindighed i en pressemeddelelse. »I idrætten skal vi fortsat tage medansvar for coronasituationen. Og vi skal tage medansvar for, at forhåbningerne om en gradvis genåbning efter påske kommer til at holde stik«, fastslår DIF-formand Niels Nygaard og tilføjer: »Derfor er vores klare anbefaling, at alle vores foreninger holder fast i den midlertidige lukning af deres aktiviteter - og det gælder både indendørs og udendørs idrætter«. DIF består af 62 specialforbund, cirka 9000 idrætsforeninger og flere end 1,9 millioner medlemmer.

Fodbold. Bayern Münchens magtfulde bestyrelsesformand Karl-Heinz Rummenigge siger, at sæsonen i Bundesligaen skal spilles færdig. Og hvis det ikke kan være anderledes, så må 2019/2020-sæsonen slutte i september. »Vi skal helt sikkert spille denne sæson færdig. Det skyldes både hensynet til sportslig retfærdighed, men naturligvis også for at holde de erhvervsmæssige skader så langt nede som muligt«, siger Rummenigge til Bild og tilføjer: »Hvis det ud fra et sundhedsaspekt og en politisk vurdering ikke kan være anderledes, må man om nødvendigt håndtere dette scenarie. Selv om det ville betyde, at den sæson først kan starte til vinter«.



Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden