Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Tyske fodboldklubber gisper under coronakrisen

  Flere tyske klubber er truet af konkurs på grund af coronakrisen. Det vides dog ikke, om Hertha Berlin er en af de ramte klubber. Foto: Annegret Hilse/Ritzau Scanpix
Flere tyske klubber er truet af konkurs på grund af coronakrisen. Det vides dog ikke, om Hertha Berlin er en af de ramte klubber. Foto: Annegret Hilse/Ritzau Scanpix

Fodbold. Coronapandemien tærer hårdt på økonomien i klubberne i de to bedste tyske rækker, Bundesligaen og 2. Bundesliga. Ifølge magasinet Kicker er 13 klubber i de to ligaer truet af konkurs, fordi fodbolden ligger stille. Det skulle dreje sig om 4 klubber i Bundesligaen og 9 i den næstbedste række. Især en klub fra Bundesligaen skulle være så hårdt ramt, at den kun kan opfylde sine økonomiske forpligtelser indtil maj.

Fodbold. Barcelona-legenden Xavi Hernandez har sammen med hustruen Nuri skænket 1 million euro (ca. 7,5 millioner kr.) til et hospital i den catalanske hovedstad. Pengene skal bruges i den aktuelle kamp mod coronavirussen.

Badminton. Næste års VM i den spanske by Huelva skal flyttes fra august, fordi terminen kommer til at kollidere med de udsatte olympiske lege, der finder sted i Tokyo 23. juli-8. august. Det Internationale Badmintonforbund skal nu finde en ny dato, og måske flytte arrangementet til 2o22.

Vægtløftning. Thailand og Malaysia er blevet suspenderet som medlemmer af Det Internationale Vægtløftningsforbund i henholdsvis tre og et år som følge af massive dopingproblemer. Samtidig er det blevet konfirmeret, at ingen af de to nationer kan sende atleter i styrkesporten til de olympiske lege i Tokyo, der er udsat til 2021.

Fodbold. Hvornår og om Premier League kommer i gang mere i denne sæson er endnu uvist, men på baggrund af de kampe, der er spillet, har Sky Sports-seerne kåret Liverpools Sadio Mané til årets spiller i den bedste engelske række. Han vandt med 33 procent af stemmerne foran holdkammeraten Jordan Henderson og Manchester Citys Kevin de Bruyne.

Håndbold. Gudmundur Gudmundsson har forlænget sin kontrakt med den tyske bundesligaklub Melsungen, så den også omfatter næste sæson. Den tidligere danske landstræner nåede i første omgang kun at stå i spidsen for klubben i tre kampe inden coronavirussen bremsede de videre aktiviteter.

Håndbold. Den tyske bundesliga er nu suspenderet ind til 16. maj. I første omgang var datoen 23. april, men lukningen er nu forlænget. Kommer turneringen ikke i gang igen, vil der ikke bliver nogen nedrykker, skriver foreningen Handball Bundesliga på sin hjemmeside.

Håndbold. Randers HK har skrevet kontrakt med den svenske landsholdsspiller Kristin Thorleifsdottir. den 22-årige bagspiller har fået en kontrakt på tre år fra næste sæson.

Fodbold. Spillerne i Atlético Madrid er gået med til en lønnedgang på 70 procent midt i coronakrisen. Det meddeler klubben ifølge Ritzau på sin hjemmeside. Der er tale om både spillerne på mændenes og kvindernes førstehold samt mændenes reservehold. Lønnedgangen skal være med til at sikre jobbet for de cirka 430 ansatte i klubben, som ellers risikerer at miste jobbet under coronakrisen. Spillerne i flere andre spanske klubber har også indvilget i at gå ned i løn.

Fodbold. En arbejdsgruppe i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) foreslår at slække på alderskravet i forbindelse med fodboldturneringen for mænd ved OL i Tokyo i 2021, skriver Reuters ifølge Ritzau. Baggrunden er, at OL blev rykket fra denne sommer til næste sommer som følge af coronakrisen. Spillere, der er født 1. januar 1997 eller efter, kunne stille op i 2020, men nogle spillere risikerer at være for gamle i 2021. Derfor lyder opfordringen at ændre på alderskravet, så spillere også må være med i 2021, selv om de er født 1. januar i 1997 eller efter. Hver nation må i OL-fodboldturneringen generelt have tre ældre spillere med. Hos kvinderne er der ingen alderskrav i fodbold ved OL.

Henrik Braad Jacobsen

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her