Olympisk. Godt nyt til dansk eliteidræt. Salling Fondene, Kirkbi og regeringen er gået sammen om at støtte Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark med i alt 40 millioner kroner. Pengene er øremærket til de ekstraudgifter – herunder atletstøtte og træningslejre – der er i forbindelse med, at OL og de paralympiske lege i Tokyo er blevet rykket fra sommeren 2020 til sommeren 2021.
Salling Fondene donerer 15 millioner kroner, mens Kirkbi-koncernen, der ejes af Lego-familien, donerer 10 millioner kroner. Dertil kommer en særbevilling fra regeringen på 15 millioner kroner.
Analyse: Derfor løb IOC tør for argumenter, der kunne holde den olympiske flamme over Tokyo tændtAntidoping. Antidoping Danmark (ADD) skruer op for dopingkontrollen efter at indsatsen har kørt på vågeblus den seneste tid på grund af coronakrisen. »Vi er glade for at være klar med en procedure, der under omstændighederne i videst mulig udstrækning tager hensyn til både smitterisiko og de krav, der er til dopingkontrolprocedurer«, siger direktør for ADD, Michael Ask, til Ritzau.
Fodbold. Michael O’Neill er fratrådt som landstræner for Nordirland og vil fremover fokusere på jobbet som manager i Stoke. Han tiltrådte i klubben i november, men planen var, at han skulle beholde landstrænerjobbet, til EM-kvalifikationen var endelig overstået. I den skulle Nordirland have mødt Bosnien-Hercegovina i playoffkampe i marts, men coronakrisen kom på tværs, og EM skal nu først spilles i 2021. Derfor siger O’Neill nu farvel, så en afløser har god tid med holdet inden playoff.
Fodbold. Ifølge Sky Sports har FC Barcelona tilbudt Philippe Coutinho til Chelsea. Brasilianeren er denne sæson lejet ud til Bayern München, men den tyske storklub vil tilsyneladende ikke udnytte en købsoptions på Coutinho.
Billard. VM i snooker har fået ny dato efter at det 20. marts blev udsat fra det oprindelige starttidspunkt i april. Stævnet starter nu 31. juli i Sheffield, England.
Tennis. I lyset af coronakrisen foreslår superstjernen Roger Federer, at de to professionelle organisationer for mænd (ATP) og kvinder (WTA) sammenlægges. Det sker i et tweet onsdag. »Jeg taler ikke om at slå kampene på banen sammen, men om at sammensmelte organisationerne, der styrer damernes og herrernes tour«, lyder det fra Roger Federer, der har indledt en længere diskussion med følgere.
Fodbold. AGF-spillere, der er hjemsendt med penge fra regeringens hjælpepakker, er ifølge Århus Stiftstidende flere gange i den seneste uge blevet set boldspillende på klubbens træningsanlæg. Erhvervsministeriet bekræfter over for avisen, at det ikke er tilladt. AGF selv afviser al kendskab til, at spillerne - der stadig er hjemsendte - træner på Fredensvang.
»Vi følger naturligvis alle gældende regler for hjemsendelse af medarbejdere, og spillerne i AGF er - i øvrigt på lige fod med en stor del af det øvrige personale - fortsat hjemsendt, hvorfor billedet viser spillere i privat regi, hvilket påklædningen da også med al tydelighed understreger«, skriver klubbens kommunikationschef, Søren Højlund Carlsen, til Århus Stiftstidende. Hjemsendte spillere fra Randers FC har ifølge Randers Amtsavis også trænet på eget initiativ.
Fodbold. Stort set samtlige Inter-spillere havde i januar corona-symptomer. Det siger angriberen Romelu Lukaku i et interview med det belgiske tv-station Vier. »Vi havde en uge fri i december. Vi vendte tilbage til arbejdet, og jeg sværger på, at 23 af 25 spillere var syge«, siger Romelu Lukaku ifølge Ritzau. »Alle hostede og havde feber«, tilføjer Christian Eriksens holdkammerat.
Korruption. Er der kommet noget godt ud af coronakrisen. Ja, vil de måske svare i Det Tyske Fodboldforbund (DFB) og hos Det Internationale Fodboldforbund (Fifa). To tidligere DFB-præsidenter, en DFB-generalsekretær og en tidligere Fifa-generalsekretær får nemlig ikke en mulig dom i en speget sag om ca. 50 millioner kroner, der skiftede hænder i forbindelse med tildelingen af VM 2006 -værtskabet til Tyskland. Sagen skulle have kørt ved retten i Bellinzona i Schweiz, men sikkerhedsregler omkring forsamlinger i forbindelse med coronapandemien gør, at sagen er forældet på mandag. Det meddeler retten i Bellinzona.
Fodbold. Tottenham-spillerne Moussa Sissoko og Serge Aurier undskylder nu for at have trænet sammen og på den måde brudt de officielle britiske retningslinjer for at undgå spredning af coronavirus. Det skriver flere britiske medier ifølge Ritzau. Coronakikseren havde højrebacken Aurier selv optaget og delt på sociale medier. »Vi vil gerne undskylde for ikke at være gode eksempler her«, siger de i en fælles udtalelse.
Amerikansk fodbold. Den tredobbelte Super Bowl-vinder Rob Gronkowski gør comeback i NFL for Tampa Bay Buccaneers. Dermed genforenes den 30-årige med stjernequarterbacken Tom Brady. Rob Gronkowski stoppede oprindeligt karrieren i 2019.
Fodbold. Der spilles næppe mere i Holland i denne sæson. Det Hollandske Fodboldforbund (KNVB) meddelte tirsdag, at man ikke ønsker at fortsætte med at spille i denne sæson. Udmeldingen kommer, efter at Mark Rutte, Hollands premierminister, har forlænget forsamlingsforbuddet med tre måneder på grund af udbruddet af coronavirus. Dermed kan der ikke spilles fodbold med tilskuere før tidligst 1. september.
Atletik. Berlin Marathon programsat til sidste weekend af september er aflyst.
fortsæt med at læse




























