Fodbold. Sæsonen i de to bedste franske rækker, Ligue 1 og Ligue 2, er afblæst. På et pressemøde har ministerpræsident Edouard Phillipe forbudt »større kulturelle begivenheder på lukkede områder« herunder professionel fodbold frem til september. De to ligaer skal nu afgøres ved skriverbordet, og når fransk fodbold vender tilbage bliver det med sæsonen 2020-2021. Paris Saint-Germain fører aktuelt Ligue 1 foran Marseille, mens Toulouse og Amiens ligger på de to direkte nedrykningspladser.
Fodbold. Den bedste norske liga, Eliteserien, skal være den første turnering, der starter op i Norge efter coronakrisen. Således vil Norges Idrætsforbund (NIF) bruge fodbolden som forsøgsprojekt, før man genstarter inden for andre sportsgrene. Det skriver NIF på sin hjemmeside. »Vi starter med det, vi kan genåbne inden for strenge restriktioner. Gennem en nøje udarbejdet plan for genåbningen af fodbolden vil norsk idræt lære, evaluere og eventuelt justere undervejs«, siger generalsekretær i NIF Karen Kvalevåg. »Den viden, vi får fra dette pilotprojekt, vil have stor betydning for en gradvis genåbning af andre sportsgrene«.
Cykling. Danmarks Cykle Union (DCU) har udskudt DM i landevejscykling på ubestemt tid. De traditionsrige DM-dage skulle være afviklet 18.-21. juni, men udsættes til en endnu ukendt dato på grund af coronavirus, oplyser DCU til Horsens Folkeblad.
Fodbold. Den tidligere Liverpool-angriber Michael Robinson er død, 61 år. Angriberen spillede i Liverpool fra 1983 til 1984 og var med i klubbens nok mest succesfulde sæson, hvor det blev til et engelsk mesterskab, den engelske pokalturnering og sejr i Champions League - dengang mesterholdenes Europa Cup. Robinson scorede ni mål i 40 kampe for klubben. Han blev født i Leicester, men var irsk statsborger og spillede 26 kampe for det irske landshold.
Håndbold. Det Internationale Håndboldforbund (IHF) har takket nej til økonomisk støtte fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Det skriver Reuters ifølge Ritzau. Årsagen er, at forbundet føler sig godt rustet til at klare de økonomiske udfordringer, coronakrisen bibringer. IHF har opfordret IOC til at give støtten til andre forbund, der er i økonomiske problemer på grund af coronavirus, der har ført til udskydelsen af sommerens OL til 2021 og generelt har sat en stopper for afviklingen af stort set alle former for elitesport.
Olympisk. Det udsatte OL i Tokyo til næste år bliver aflyst, hvis coronapandemien ikke er overstået til den tid. Det siger præsidenten for arrangørkomitéen bag Tokyo 2020, Yoshiro Mori, i et interview med japanske Nikkan Sports ifølge nyhedsbureauet AFP. »I det tilfælde bliver det aflyst«, lyder det. Mori har tidligere sagt, at det ikke er muligt at udskyde legene yderligere, og det understreger han igen tirsdag. »Men er virusset under kontrol til den tid, afholder vi OL i fred og ro næste sommer. Menneskeheden regner med det«, siger han.
Fodbold. Senest 25. maj skal Superligaen, Premier League og de resterende ligaer i Europa kunne fremlægge en plan for, hvordan de vil genstarte sæsonen. Det er et krav fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), skriver Sky Sports. Forbundet har givet de 55 medlemslande den deadline efter en aftale i sidste uge slog fast, at kvalifikationen til næste sæsons Champions League og Europa League skal afgøres på baggrund af denne sæson. Kravet til ligaerne blev udstedt af Uefa-præsident Aleksander Ceferin og Uefa’s generalsekretær, Theodore Theodoridis.
Fodbold. Premier League skal i gang så hurtigt som overhovedet muligt. Det mener den britiske kulturminister, Oliver Dowden. Han har været i dialog med ligaen om en genopstart, efter at coronapandemien har sat alt fodbold i landet på pause. »Jeg har personligt holdt møder med Premier League med henblik på at få fodbolden i gang igen så hurtigt som muligt for at støtte hele fodboldsamfundet«, siger han i en spørgetime i det britiske parlament. »Men selvfølgelig skal det ske i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes retningslinjer«, tilføjer ministeren.
Håndbold. Der må ikke spilles kampe og træne normalt i spillernes klubber på grund af udbruddet af coronavirus. Men derfor behøver spillet ikke at stå helt stille, hvis det står til Mikkel Hansen, som har været med til at udvikle et program specielt for de unge. Han har sammen med firmaet Performance Lab, som han selv er en del af, udviklet et online træningsprogram. Det er lavet specielt til ungdomsspillere i forhåbning om, at de kan holde lysten til træning kørende trods coronapandemien.
Fodbold. Angriberen Dame N’Doye kan have spillet sin sidste kamp for FC København. Tirsdag skriver FCK på sin hjemmeside, at den senegalesiske skarpretter har gennemgået en mindre operation, som holder ham ude af »... den kommende periode«, uden perioden defineres nærmere. 35-årige N’Doye står dog foran kontraktudløb ved udgangen af juni, og FCK ser nu på, om han skal have forlænget sin kontrakt. Mulighederne for en kontraktforlængelse afhænger af, hvordan angriberens genoptræning forløber, skriver klubben.
Motorsport. Lewis Hamilton føler et stort tomrum i sit liv, efter at næsten halvdelen af sæsonens formel 1-løb er blevet aflyst eller udsat på grund af coronapandemien. Det skriver den britiske racerkører på Twitter. »Jeg savner at køre hver dag. Det er første gang, siden jeg var otte år, at jeg ikke har startet en sæson. Når du lever og ånder for noget, du elsker, kommer der i den grad et stort tomrum«, står der. Mandag meddelte arrangøren af det franske grandprix, der skulle have været kørt 28. juni, at også det bliver aflyst. Dermed er i alt ti af sæsonens 22 løb blevet påvirket af coronapandemien.
Fire løb for lukkede døre i Østrig og Storbritannien skal kickstarte formel 1-sæsonenOlympisk. Sommer-OL i Japan i 2021 bliver svært at afholde uden en vaccine mod coronavirus. Det siger formanden for Japans medicinske sammenslutning, Yoshitake Yokokura. »Jeg siger ikke, at Japan bør eller ikke bør afholde sommer-OL, men at det bliver svært at gøre«, siger Yoshitake Yokokura på et pressemøde tirsdag lokal tid. Formanden opfordrer de japanske myndigheder til at hæve antallet af test for coronavirus, da det nuværende antal ikke er højt nok til at kunne vurdere infektionsraten.
Fodbold. En fodboldspiller vil i gennemsnit tilbringe halvandet minut under en kamp på fodboldbanen i nærheden af en anden spiller, der er smittet med coronavirus. Sådan lyder det i en undersøgelse fra Aarhus Universitet, der kaster lys over risikoen for at blive smittet under en fodboldkamp, hvis en spiller er smittet med virus. Det skriver videnskab.dk. Beregningerne i undersøgelsen er lavet af Nikolas Knudsen, Manuel Thomasen og lektor Thomas Bull Andersen fra Institut for Folkesundhed – Idræt ved Aarhus Universitet. De bygger på professionelle fodboldspilleres bevægelser i 14 superligakampe.
Fifa pønser på regelændringer i kølvandet på coronaFodbold. Ronaldinho bryder tavsheden efter sin løsladelse fra et fængsel i Paraguay. Den tidligere PSG-, Barcelona- og Milan-spiller fortæller til den paraguayske avis ABC Color, at han var overrasket over, at hans pas var falsk. »Vi var meget overraskede over at opdage, at dokumenterne var ulovlige«, siger Ronaldinho til ABC Color. »Vores intention har lige siden været at samarbejde med myndighederne og hitte rede i kendsgerningerne«, siger han fra et hotel i Paraguays hovedstad, Asunción, hvor han er i husarrest. 40-årige Ronaldinho og hans bror, Roberto Assis, blev anholdt 6. marts, da de forsøgte at rejse ind i Paraguay med falske pas. Brasilianeren sad i fængsel i 32 dage, før han blev løsladt 7. april efter at have betalt en kaution på 1,6 millioner dollar svarende til 11 millioner kroner.
Fodbold. Liverpool udskyder planerne om en stadionudvidelse grundet coronavirus. Udvidelsen af Anfield med yderligere 7.000 sæder til en samlet kapacitet på 61.000 vil ikke være færdig før tidligst sommeren 2023, skriver det britiske medie Sky Sports. Liverpool havde planlagt at sende en ansøgning om udvidelsen dette forår.
Fodbold. Der skal ikke spilles mere ligafodbold i sæsonen 2019-2020 i Argentina grundet udbruddet af coronavirus. Det meddeler Det Argentinske Fodboldforbund, som afbrød sæsonen i midten af marts. Der er ingen klubber, der rykker ned i denne sæson og heller ikke i den næste, oplyser forbundet mandag. Det redder blandt andet Gimnasia, hvor legenden Diego Maradona er cheftræner. Gimnasia lå og rodede rundt i bunden af rækken inden afbrydelsen af ligaen.
fortsæt med at læse


























