Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.

AaB lukker 280 tilskuere ind til pokalsemifinale

AaB, der i søndags hjemme tabte 2-3 til AGF, får en lille gruppe tilskuere på stadion, som måske kan hjælpe med til at sørge for en revanche, når det igen gælder AGF , denne gang dog i pokalturneringen.  Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB, der i søndags hjemme tabte 2-3 til AGF, får en lille gruppe tilskuere på stadion, som måske kan hjælpe med til at sørge for en revanche, når det igen gælder AGF , denne gang dog i pokalturneringen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold. Til onsdagens semifinale i pokalturneringen mellem AaB og AGF vil 280 tilskuere være på plads på Aalborg Portland Park. Af dem vil 252 være fans fra AaB, mens 28 AGF-fans får adgang, skriver AaB på sin hjemmeside. Når der ikke åbnes for 500 tilskuere, skyldes det, at de tilladte 500 personer til kampen ifølge AaB inkluderer spillere, trænere, presse og andre medarbejdere. Kampen mellem AaB og AGF starter klokken 20.45. Lidt tidligere – klokken 18 – mødes Sønderjyske og AC Horsens i den første semifinale.

Fodbold. Vejle er stadig på klar kurs mod et comeback til Superligaen, men tirsdag aften fik topholdet i 1. division en advarsel, da upåagtede Skive kom på besøg i Nørreskoven og tilføjede de rødblusede det første nederlag siden 14. august 2019. Opgøret sluttede 2-1 til Skive. Efter første halvleg førte gæsterne 2-0, da først Sebastian Grønning scorede en perle fra meget lang afstand og derefter Sebastian Denius øgede på straffe. Vejle reducerede i anden halvlegs slutfase ved Malte Amundsen, men nærmere kom værterne ikke. Skive tog dermed et stærkt tiltrængt hop væk fra nedrykningszonen.

Fodbold. Lyons norske profil Ada Hegerberg har underskrevet en lukrativ sponsorkontrakt med Nike. Den 24-årige angriber har dermed forladt samarbejdet Puma, og ifølge nyhedsbureauet AFP har aftalen med Nike en værdi af 1 million euro (knap 7,5 mio. kr.). Hegerberg har spillet for Lyon siden 2014.

Golf. Med en runde i 64 slag har 19-årige Nicolai Højgaard taget føringen på Rømø, hvor 82 spillere deltager i årets første turnering på den hjemlige Ecco Tour. Danmarks tre bedste kvindelige spillere er med i feltet, og de spiller fra et andet teested, der gør banen cirka 1.000 meter kortere, og Emily Pedersen er med sin runde i 66 slag på andenpladsen. Turneringen afvikles over 36 huller og slutter onsdag.

Fodbold. Amiens og Toulouse undgår alligevel nedrykning til den næstbedste række, efter at den franske fodboldsæson i april blev afblæst ti runder før tid. Tirsdag underkendte Frankrigs pendant til højesteret, at klubberne skulle nedrykkes på skrivebordet, men godtog beslutningen om at afbryde sæsonen før tid. Retten har givet Det Franske Ligaforbund frem til 30. juni til at finde ud af ligastrukturen fremadrettet. Ligue 1 kan eksempelvis midlertidigt udvides til 22 hold, eller man kan nægte de to bedste hold i Ligue 2 at rykke op.

Fodbold. I slutningen af 1990’erne og frem til 2003 var syv danske spillere forbi den engelske klub Bolton, men den tidligere danskermagnet er ikke, hvad den har været. Tirsdag har English Football Leagues (EFL) besluttet at afblæse sæsonen i Englands tredje- og fjerdebedste række, og det betyder, at Bolton atter rykker ned. Efter at være rykket ned i Englands tredjebedste række, League One, sidste år, degraderes Bolton atter, så klubben i næste sæson vil være at finde i den fjerdebedste række, League Two. Efter 11 sæsoner i Premier League rykkede Bolton ud af den bedste række i 2012. Siden er det blevet til yderligere tre nedrykninger og en enkelt oprykning.

Fodbold. Udsættelsen af EM fra i år til 2021 på grund af coronapandemien har medført en masse besvær og en stor ekstraregning. Men for Englands landshold kan det vise sig at være held i uheld. Det mener landstræner Gareth Southgate. Han peger på, at der havde været stor tvivl om angriberne Harry Kane og Marcus Rashford, hvis EM som planlagt var begyndt fredag i denne uge. »På et tidspunkt så det ud til, at vi skulle undvære Marcus Rashford og Harry Kane. Og i bedste fald havde vi haft dem begge, men så havde de ikke haft mange kampe i benene«, siger landstræneren til Sky Sports. Southgate peger desuden på, at en del af holdets profiler som 22-årige Rashford, 21-årige Trent Alexander-Arnold og 20-årige Jadon Sancho til den tid vil være længere i deres udvikling.

Fodbold. FC Nordsjælland leverer både på banen og på papiret. Tirsdag blev klubbens årsregnskab for 2019 godkendt på en generalforsamling, og regnskabet viser, at klubben sidste år tjente 19,3 mio. kr. efter at have haft en omsætning på 179,5 mio. kr. Klubbens ledelse betegner da også årets resultat som tilfredsstillende, fremgår det af regnskabet. Det er fjerde år i træk, at FC Nordsjælland har sorte tal på bundlinjen. Det er blandt andet sommersalg af profiler som Andreas Skov Olsen (Bologna), Victor Nelsson (FCK), Karlo Bartolec (FCK) og Mads Valentin Pedersen (Augsburg), der var med til at skæppe i klubkassen i 2019.

Fodbold. Midt i kampen om at undgå nedrykning fra Superligaen, skal Esbjerg igen have ny træner. Lars Olsen stopper ifølge en pressemeddelelse i jobbet med det samme. Esbjerg tabte i søndags til OB og ligger sidst i nedrykningsgruppe B, hvor vestjyderne har 5 point op til Hobro. Den 59-årige cheftræner blev mandag mødt af en spillertrup, der havde mistet troen på samarbejdet med ham. »Spillerne har mistet troen på de knapper, jeg prøver at trykke på, så jeg ser ingen grund til at fortsætte samarbejdet. Jeg er selvfølgelig ærgerlig, for jeg har hele tiden haft troen på, at vi kunne klare den«, siger Lars Olsen til Ritzau. Lars Olsen nåede 12 kampe som træner i Esbjerg og vandt blot to. Det blev til 9 af 36 mulige point. Esbjerg møder Randers på fredag.

Europamester Olsen med de mange medaljer skal vinde to kampe, så jubler Esbjerg

Fodbold. Det er ikke kun spillerne i Esbjerg, der skal have ny træner. I Tyskland skal de to danske landsholdsspillere Robert Skov og Jacob Bruun Larsen have en ny chef. Hoffenheim-ledelsen og træner Alfred Schreuder havde så forskellige opfattelser af, hvordan klubben skulle drives, at det tirsdag udløste et brud. Formmæssigt ser det ellers fint ud i Hoffenheim, der har hentet 8 point i de seneste 4 kampe. »Desværre kunne vi ikke blive enige om en fælles vej for fremtiden. Jeg er ked af den udvikling, men det er ikke unormalt i et professionelt miljø at have forskellige meninger«, siger Alfred Schreuder.

Fodbold. Det amerikanske kvindelandshold, der er regerende verdensmestre, vil have USA’s Fodboldforbund (USSF) til at fjerne et forbud, der tilbage i 2017 blev indført mod at knæle under den amerikanske nationalsang. Det skriver Ritzau. Samtidig kræver fodboldkvinderne, at forbundet giver en undskyldning til sorte spillere og fans for, at forbuddet blev indført. »Forbundet skal straks trække sin politik angående nationalsangen tilbage, offentliggøre en udtalelse, der anerkender, at politikken var forkert, da den blev indført, og give en undskyldning til vores sorte spillere og tilhængere«, meddeler spillerne og tilføjer: »Vi mener desuden, at forbundet skal fremlægge sine planer for, hvordan det vil støtte den bevægelse, som det prøvede at tie ihjel for fire år siden«. Det amerikanske kvindelandshold har også en sag om ligeløn kørende med det amerikanske forbund.

Fodbold. De italienske klubber vil få mulighed for at handle spillere fra 1. september til 5. oktober. Det oplyser det italienske fodboldforbund ifølge Ritzau. Forbundet oplyser således, at transfervinduet – der oprindeligt stod til at åbne 1. juli – er blevet skubbet to måneder. Serie A genoptages 20. juni og slutter 2. august. Herefter fortsætter turneringen hen over sommeren og ind i august, hvor sidste spillerunde står til at blive afviklet 2. august. Med muligheden for at handle spillere fra 1. september indikeres det, at en ny sæson næppe indledes før oktober.

Fodbold. Den tidligere Manchester United-spiller Tony Dunne er død. Dunne, der var back på det United-hold, der vandt Europa Cuppen for mesterhold i 1968 efter 4-1 mod Benfica på Wembley, blev 78 år.

Fodbold. Brasilien har trukket sig som mulig vært for VM for kvinder i 2023. Det sker bare to uger før Fifa skal træffe beslutning om VM-værtskabet. Brasiliens fodboldforbund (CBF) oplyste mandag ifølge Ritzau, at beslutningen er truffet på baggrund af en vurdering fra Brasiliens regering, der står med en gevaldig regning efter coronapandemien. De tre resterende kandidater er Australien/New Zealand, Colombia og Japan.

Atletik. Førstedagen af retssagen i Paris mod den tidligere boss i det verdensomspændende atletikforbund kastede et par interessante udsagn af sig. Forbundets tidligere antidoping-chef, Gabriel Dolle, sagde ifølge AFP, at tidligere præsident Lamine Diack bad ham om at omgå reglerne. Gabriel Dolle fortalte, at han blev bedt om at gøre det for at ’undgå en skandale’, der ville afskrække sponsorer. Lamine Diack er anklaget for at have taget imod millioner af dollar for at dække over russiske dopingtest. Samtidig er Dolle sigtet for at have taget imod omtrent 1,4 millioner kroner i bestikkelse. Diack skal udtale sig i retten onsdag.

Han brugte København til OL-skandale og dækkede over russisk dopingsnyd. Nu kommer han endelig for retten

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her