0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Man finder gerne stoddersiden i sig selv frem under træning i møgvejr

Som betalt cykelrytter foregår arbejdet altså ikke kun med et løbsnummer på ryggen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Claus Nørregaard/POLITIKEN
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Sport

Træningsmængden og -intensiteten har for de fleste cykelrytteres vedkommende fået et nyk op i de seneste måneder på grund af coronavirussen. Cykelløb på stribe blevet aflyst og udskudt til en sensommerens version af sæsonstarten.

Hvor får man så motivationen fra til de mange timers forberedelser på cyklen i en periode, der har strakt sig siden vinteren og omfattet deprimerende regnvejr?

Jovist, hovedparten af de professionelle ryttere bor mere sydligt end Danmark, men der kan vejret nu også være udfordrende. Michael Mørkøv, Christopher Juul-Jensen, Mads Pedersen, Kasper Asgreen m.fl. bor dog alle i Danmark, og de har ganske åbenlyst intet besvær med at passe deres træning, for de kører virkelig stærkt alle mand.

Motivationen skal findes i et sammensurium af flere forskellige ting, der alle har forskellig vægt hos de respektive ryttere.

En ting er oplagt: lysten til at træne – regnvejr eller ej, så vil nogle bare på cyklen hver dag.

Noget andet er det træningsprogram, man har fået af sin træner. Det skal gerne følges, så ’beviset’ kan sendes via en fil efterfølgende.

En tredje ting er at have nogle gode træningskammerater. Det kan være holdkammerater eller ligefrem konkurrenter, for sådan er cykelsporten: Man træner ikke nødvendigvis sammen som hold hver dag. Selvfølgelig foregår noget af træningen alene, men personligt ville jeg helst have selskab de fleste dage. Det hele går sgu lidt nemmere med selskab på sure dage.

Der ligger selvfølgelig også en erkendelse af, at springer man for meget af træningen over, er man ikke klar, når de vigtige løb skal køres. Det sidste punkt er nok det mest betydningsfulde, for det viser også den ærgerrighed, som sportsfolk bare skal besidde for at kunne begå sig i toppen af deres felt. De vil være den bedste udgave af sig selv, og så må man også gøre forarbejdet.

Ja – og så er man jo altså også betalt af sin arbejdsgiver for at udføre et stykke arbejde. Og det arbejde finder ikke kun sted, når man har fået løbsnumre på ryggen.

Mads Pedersen blev netop verdensmester i miserabelt regnvejr. Han har også selv sagt, at en af årsagerne til, at han bor i Danmark, er, at de løb, han oftest skal præstere stort i, gerne køres i møgvejr. Han ser det altså som en form for tilvænning og hærdning. Man finder gerne stoddersiden af sig selv frem under træning i dårligt vejr. Sådan lige til grænsen af at blive et fuldbyrdet røvhul. Det er der også brug for under cykelløbene.

Sådan en træningstur på landevejen i pisøsende regnvejr foregår gerne uden den helt store opvarmning – ja, tiden mellem intervallerne skæres sågar ned, så man bedre kan holde varmen. 10-15 minutter er gerne nok, og så er det ellers bare om at åbne op for gashåndtaget.

Regnvejrsdagene inviterer også gerne til den lidt mere gammeldags ’tonsertræning’, hvor man skrotter det oprindelige program med intervaller og i stedet kører med jævn og stabil fart under hele træningen. I cykelverdenen kalder man sådan en fart for en mediuminterval. Det er sådan fart, man kan holder i flere timer, hvor man ligger på omkring 80 procent af sin syregrænse. Uanset om man vælger at følge det oprindelige program eller køre ’tonsertræning’, vil man på regnvejrsdage gerne gøre det mere effektivt – og helst lidt kortere.

Det er selvfølgelig også muligt at smide cyklen på rulleren derhjemme, men man misser hærdningen. Det bliver også lynhurtigt hamrende kedeligt at sidde helt statisk og stirre skiftevis ind i kældervæggen og ned på sin cykelcomputer. Jeg kunne maksimalt holde det ud i en time eller to, så hvis det var lortevejr, kørte jeg gerne på landevejen, indtil det blev for vådt og koldt, og så afsluttede jeg min træning i kælderen.

Er man fanget i karantæne på et hotel i Forenede Arabiske Emirater, som flere ryttere faktisk var det i et par uger, da coronavirusen også viste sin tilstedeværelse blandt de store cykelhold, er man også nødt til at finde viljen og sit indre røvhul frem for at tvinge sig i gennem sure timer på rulleren.

Det har ikke været så svært endda, for alle ryttere har det i sig.

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts