0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Cykelrytter er lagt i kunstig koma og er i livsfare efter styrt

Politiken giver dig overblikket over strømmen af nyheder fra ind- og udland.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Agencja Gazeta/Ritzau Scanpix
Foto: Agencja Gazeta/Ritzau Scanpix
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Cykling. Den hollandske rytter Fabio Jakobsen, der forulykkede voldsomt på 1. etape af Polen Rundt, er blevet lagt i kunstig koma. Det skriver nyhedsbureauet AP. Deceuninck-Quick-Step-rytteren blev i kampen om etapesejren – som han rent faktisk fik tilkendt – presset ud i en barriere af den rivaliserende Dylan Groenewegen (Jombo-Visma). Dylan Groenewegen er som følge af den voldsomme episode i Katowice blevet smidt ud af løbet. Ritzau skriver, at den 23-årige Fabio Jakobsen er i kritisk tilstand.

»Det er alvorligt. Hans liv er i fare. Han har mistet store mængder blod og har pådraget sig betydelige skader«, siger løbslægen Barbara Jerschina ifølge AFP til tv-stationen Polsat Sport.

Luc Claessen/Ritzau Scanpix
Foto: Luc Claessen/Ritzau Scanpix

Fabio Jakobsen blev i 2019 hollandsk mester.

»Vore tanker og bønner er med Fabio Jakobsen«, lyder det fra Deceuninck-Quick-Step på Twitter.

Cykling. I den 101. udgave af Milano-Torino, der i år med en ny, fuldstændig flad ruteføring, tjente som generalprøve på den kommende lørdags Milano-Sanremo, viste den 28-årige franskmand Arnaud Démare (Groupama-FDJ) sig efter de 198 km som den hurtigste i spurten i et felt, der var stærkt reduceret af flere styrt i finalen. Démare henviste så kvalificerede modstandere som australieren Caleb Ewan (Lotto-Soudal), den belgiske vinder af Strade Bianche Wout van Aert (Jumbo-Visma) og den tredobbelte slovakiske eksverdensmester Peter Sagan (Bora-hansgrohe) til de næste pladser, og de dokumenterede alle, at de er trimmet til den forestående klassiker.

Fodbold. Manchester City har hentet den hollandske forsvarsspiller Nathan Aké fra nedrykkerne Bournemouth. City skriver på sin hjemmeside, at Nathan Aké kommer til klubben på en kontrakt, der binder ham til klubben frem til sommeren 2025. TRansfersummen er angiveligt på 40 millioner pund, ca. 330 millioner kroner.

Fodbold. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) indfører strikse regler for kvalifikationsrunderne i Champions og Europa League næste sæson. Det meddeler organisationen på sin hjemmeside. Coronakrisen har skabt så usikker en situation, at Uefa nu pålægger alle klubber at oplyse grundigt om deres lands rejserestriktioner som for eksempel lukkede grænser og karantæneforhold. Sker det ikke seneste to dage før lodtrækningen til runden, vil klubben blive taberdømt med 3-0, lyder det i et nyt anneks til turneringsreglerne.

På samme måde er det op til hjemmeholdet at finde en neutral bane, hvis ikke modstanderne må rejse ind i landet. Ellers koster det også et nederlag på 3-0. Endelig er det særdeles skidt for en klub, hvis de nationale eller lokale myndigheder i landet efter deadlinen vedtager nye rejserestriktioner, der gør det umuligt at afvikle en kamp. I så fald vil Uefa holde klubben ansvarlig og taberdømme den.

Tennis. Kvindernes WTA Tour en genopstået efter coronapausen og i Palermo på Sicilien spillede franske Fiona Ferro sig som første kvinde i kvartfinalen. Det skete ved at slå den 8. seedede russer Ekaterina Alexandrova 7-5, 6-2. Turneringen i Italien hører til de mindre i løbet af sæsonen. Højest rangerede spiller, der er med, er kroaten Petra Martic. Hun er nummer 16 på ranglisten.

Tennis. Rafael Nadal meldte tirsdag afbud til US Open, men meldte sig onsdag til gengæld under fanerne til French Open, der efter planen begynder i slutningen af september i Paris – under forudsætning af, at turneringen afvikles. »Men vi bliver nødt til at afvente, hvordan det hele udvikler sig. For i de seneste uger ser situationen ud til at være blevet lidt værre«, siger Nadal med henvisning til, at der i flere lande rapporteres om flere coronasmittede. Nadal er fosvarende mester i French Open, som han har vundet 12 gange.

Tennis. Vinderne af singlerækkerne ved US Open kan se frem til en nedgang i præmiesummen på 850.000 dollar til 3 millioner dollar, ca. 19 millioner kroner. Det oplyser arrangøren, US Tennis. Det er coronakrisen, der har fået arrangøren til at skære totalt 7 procent i pengepræmierne i forhold til sidste år.

Golf. Amerikaneren John Catlin og hans caddie er blevet smidt ud af European Tour-turneringen English Championship, inden turneringen overhovedet er gået i gang. Duoen var tirsdag på restaurant på det forkerte sted, hvilket er en overtrædelse af coronaregulativerne. Restauranten lå uden for det område, hvor de måtte opholde sig. »Jeg undskylder til mine spillerkolleger og alle, der er involveret i denne uges turnering, for min fejlagtige beslutning«, siger John Catlin til European Tours hjemmeside.

Håndbold. Hos Divisionsforeningen i Håndbold ytrer direktør Thomas Christensen over for Ritzau bekymring, såfremt der fra politisk side ikke ændres på de coronaregler, der blot gør det muligt at have 500 personer i en hal til kamp. »500 mennesker vil vi økonomisk set ikke kunne nøjes med i de fire elitehåndboldrækker, vi har. Det vil medføre ret store tab, hvis det bliver situationen«, siger Thomas Christensen. Kvindernes liga starter 22. august, mændenes 1. september.

Fodbold. Den 31-årige forsvarsspiller Rasmus Minor Petersen stopper hos Hobro, der for nylig rykkede ud af Superligaen. »Jeg har haft tre gode år i Hobro, og jeg vil gerne undersøge, om der ikke dukker noget interessant op på øverste hylde«, siger han til Nordjyske

Håndbold. Toptræner Helle Thomsen skal efter alt at dømme stå i spidsen for det tyrkiske mesterhold, Kastamonu. På Instagram har klubben lagt en video ud med danskeren samt teksten ’Velkommen Helle Thomsen’. De seneste to sæsoner har hun været i norske Molde, og før det har hun været chef i blandt andet FC Midjylland samt landstræner i Sverige og Holland.

Annonce

Fodbold. Det bliver kaldt verdens mest værdifulde kamp, fordi vinderen er sikret en merindtægt på mindst 1,5 milliarder kroner over de næste år. Men tirsdag aften tabte Brentford playoffdysten om at rykke op i Premier League med 2-0 til Fulham i forlænget spillet og må dermed både se pengene og drømmen fordufte i horisonten. Det er »selvfølgelig hårdt« – alligevel er danskerklubbens træner »ekstremt stolt af spillerne«.

»Vi er gået fra at være et midterhold til et hold, der i tabellen var det tredjebedste hold. Vi er små marginaler fra Premier League, hvilket er en fantastisk præstation af os«, siger Brentford-træner Thomas Frank til BBC Sport.

Ishockey. Frederik Andersen var en af profilerne, da Toronto Maple Leafs i nat besejrede Comubus Blue Jackets og Oliver Bjorkstrand med 3-0. Den danske stjernemålmand var ikke til at passere og noterede sig for 21 redninger. Dermed udlignede Toronto-holdet til 1-1 i en kvalifikationsserie på maksimalt fem kampe om at deltage i NHL’s slutspil i en sæson, der ser anderledes ud end normalt og har været afbrudt i næsten fem måneder på grund af coronakrisen.

Fodbold. FC København slipper for at møde den aldrende brasilianske stjerne Robinho, når den danske klub i aften møder Istanbul Basaksehir i Europa League-ottendedelsfinalen i Parken. Den tidligere Real Madrid-, Manchester City- og AC Milan-tekniker er ikke med i København. »Robinho har ønsket at tage hjem til Brasilien, og det har vi givet ham lov til«, siger Istanbul Basaksehirs cheftræner, Okan Buruk, på et pressemøde i Parken. Den første af de to kampe i ottendedelsfinalen blev afviklet før coronapausen, og den vandt tyrkerne med 1-0.

Golf. Tiger Woods ser frem til atter at svinge køllen på øverste niveau, når årets første major, PGA Championship, finder sted i weekenden i San Francisco. Men på grund af coronarestriktioner kommer det til at ske uden tilskuere. »Jeg ved ikke, om nogen i vores generation nogensinde har spillet uden fans til en major. Det bliver meget anderledes«, siger Woods ifølge AFP, mens han går på jagt efter majortitel nummer 16. Ingen danskere er med ved PGA Championship.

Læs mere

Læs mere

Annonce

Annonce